Da jeg blev gravid med Milan var jeg overbevist om, at jeg kun skulle amme de første par måneder af Milans liv. Mest af alt for, at han kunne få alle de gode ting fra modermælken og så ville jeg altså også stoppe! Men jeg blev hurtigt meget klogere.. Det er jo for vildt hvad der sker i kroppen, når man bliver mor. Hele ens liv ændrer sig på et split sekund og alt det man troede før havde betydning, er pludselig ikke så vigtigt længere.
Vi havde en lidt hård start med amningen og jeg troede slet ikke at jeg havde nok mælk. Når jeg ser tilbage på det, fik jeg nok heller ikke den optimale støtte fra sundhedsplejersken, som jeg havde brug for. Men heldigvis er jeg nu blevet klogere og jeg ved, at jeg næste gang vil slappe MEGET mere af og stole på at min krop er skabt til amning.
Amning er fantastisk og jeg er så lykkelig over at jeg ikke gav op. Jeg tror at amningen har givet Milan og jeg et helt specielt bånd – et bånd vi måske ikke havde haft, hvis jeg bare havde valgt flasken.
Dagen i dag ammer jeg stadig Milan. Han begyndte først at spise fast føde da han var omkring 9 mdr., så vi har taget det meget afslappet med opstart af mad. Og nu bliver han 1 år på fredag. Jeg ved at mange stopper med at amme, når barnet når sit første år, men vi bliver altså ved. Jeg kan virkelig ikke sige hvornår vi stopper, men målet er at blive ved indtil Milan selv siger fra og så længe jeg selvfølgelig trives med det.
Det ville være SÅ unaturligt for os begge at stoppe nu og jeg nægter simpelthen at stoppe bare fordi, at mange andre gør det og fordi nogen måske mener at man burde.
Amning er jo altså noget af det mest naturlige i denne verden. Og folk der forbinder langtidsamning med noget perverst eller som synes det er forkert, burde måske spørge sig selv hvad det rører indeni dem, siden de bliver provokeret af det? Hver gang jeg bliver provokeret af noget, øver jeg mig i at spørge mig selv HVAD det rører indeni mig. Det er altså meget selvudviklende at stille sig selv sådanne spørgsmål. Mange gange bunder det jo i noget helt andet end man lige tror.. Jeg har i hvert fald lært at man skal passe på med at dømme andre. Når man peger fingre af andre, er der altid tre fingre rettet mod en selv. Interessant, ikk’? 🙂
Hvad tænker I? Skal vi amme vores børn til de selv siger stop? Jeg er helt sikkert FOR langtidsamning.
Selvfølgelig skal vi det. Det er, som du skriver, det mest naturlige i verden, og det er sådan vi er skabt. Jeg er bestemt også FOR 🙂
<3
Ammer du stadig eller hvornår stoppede du?☺️
Ja, vi ammer stadig lidt 🙂
Er selv gravid med mit første barn og har naturligvis tænkt meget over det at amme , hvor længe osv .. synes der skal være plads til alle og kunne aldrig finde på at dømme nogen . Tror på alle bedst selv ved hvad der er bedst for deres børn ..
– når flere af mine veninder siger lige som dig at de vil stoppe når deres børn selv siger stop – har tænker strejfet mig
Jeg er klart FOR så længe det fungerer for mor og barn.. Jeg har dog et vis personligt behov for at have noget dokumentation eller lignende i baghånden til rette folk begynder at kommentere det. Noget for andre mere håndgribeligt end i mine følelser.. Hvis det giver mening? 😊