Blog

Som mange ved, gik amningen ikke helt smertefrit med Milan, altså da han var en helt lille baby. Jeg gav heldigvis ikke op og det viste sig, at være en rigtig god beslutning, da vi jo endte med at have et langt og fantastisk ammeforløb, på 2 år og 4 måneder. Jeg stoppede faktisk først med, at amme Milan i sommers, tre måneder inden Elliot blev født.

Milan havde en smule gulsot, ligesom så mange andre nyfødte. Men det gjorde at han tabte sig en lille smule mere, end de 10 procent han måtte, de der dage efter fødslen. Det var SP’en jo meget opmærksom på, selvfølgelig og der gik ikke længe før, at hun foreslog modermælkserstatning, på trods af at hun vidste, hvor meget det betød for mig, at amme min baby. Jeg var meget stædig og jeg kæmpede en hård kamp med udmalkning, da han var lidt slap ved brystet og tit faldt i søvn under amningen. Det var sindssyg hårdt – jeg var oppe en gang i timen for at malke ud, jeg fik ingen søvn og min krop var fuldstændig udmattet. Til sidst magtede jeg ikke mere, jeg var så deprimeret og min SP talte selvfølgelig for, at jeg skulle give ham flaske i stedet for. Så det gjorde jeg og jeg havde det så elendigt med det! Alt inde i min krop havde modstand på det, men det gav også en smule ro, at jeg pludselig kunne styre, hvor mange ml mælk han fik. Jeg var jo så bange for, at miste ham og han skulle for alt i verden være mæt og tilpas.

Jeg ammede ham dog stadig en gang i mellem – til sidst kun en gang om dagen. Det var så dumt, når jeg ser tilbage på det, for mine bryster løb og de var fyldt med mælk. Det var så svært for mig, at slippe kontrollen over, at vide hvor mange ml han fik. En dag tog jeg dog alligevel en beslutning om, at amme ham en hel dag uden at tilbyde flasken. Til min store overraskelse var drengen vældig tilpas. Han havde jo slet ikke brug for modermælkserstatningen. Min mælk var mere end rigelig. Jeg lagde ham hele tiden til brystet og vi lå hud til hud konstant, så jeg gjorde virkelig også alt jeg kunne for, at få produktionen op. Da han var 2 måneder fuldammede vi igen, ingen flaske og ingen modermælkserstatning. Og herefter takkede jeg pænt nej til flere vægtkontrol og besøg af sundhedsplejersken. Milan voksede sig stor og rund – trust me, han manglede intet 😀

Milan da han var 2 måneder gammel.

Da jeg blev gravid med Elliot, tænkte jeg med det samme, at jeg ville frabede mig sundhedsplejerske, når han blev født. Jeg blev faktisk helt dårlig ved tanken om, at der skulle komme en i mit hjem igen og veje min lille nyfødte baby og derudfra bedømme, om min mælk nu var god nok og om han voksede som han skulle.  Men jeg valgte alligevel, at takke ja et par dage efter fødslen, da hun kontaktede mig for et besøg. Jeg blev lidt usikker og tænkte, at det nok var rart nok lige at få ham tjekket. Han havde tabt sig et par hundrede gram og det var ikke mere end hvad “lovligt” var. Men da SP’en forlod huset, sad jeg med en mega træls følelse indeni. Hendes besøg rev op i en masse dårlige minder fra dengang med Milan og jeg havde faktisk helt ondt i maven og kvalme. Hvorfor skulle hun komme i mit hjem og gøre mig så usikker på mine evner som ammende mor? Jeg skrev et par timer efter en sms, hvor jeg fremover frabad mig besøg.

Jeg synes tit jeg hører om nybagte mødre, som er så usikre på sig selv og amning. Og det er klart, man er jo fuldstændig grøn, første gang man sidder med en baby ved brystet. Det er så vigtigt, at man får den rigtige vejledning og støtte og at man bliver bakket op i at amme, hvis det selvfølgelig er det, man vil. Jeg hører tit mødre fortælle, at de ikke har nok mælk og at de derfor ikke kan amme. Jeg har efterhånden læst en del om emnet og det er de færreste kvinder, som ikke har nok mælk til deres babyer. Jeg ved godt at det kan ske, men det drejer sig altså om så lille en procentdel. Jeg tænker at det handler om den rette vejledning. Jeg vil varmt anbefale Ammenet, til alle jer derude, som oplever problemer med amning.

Det skal lige understreges, at jeg intet har imod sundhedsplejersker. Jeg har bare haft en oplevelse som gør, at behovet for sundhedsplejersken og besøg er ikke eksisterende. Jeg tænker at de selvfølgelig gør alt i bedste mening, men at det ganske enkelt handler om uvidenhed og ikke nok uddannelse indenfor emnet. Og så har jeg det bare så godt med, at kigge på mit barn – trives han? Vokser han? Det må man sige. Jeg har ikke behov for, at han skal passe ind i et eller andet skema. Da Elliot blev født vejede han 4100 gram. Nu næsten 3 måneder efter vejer han knapt 7 kg. Jeg ved ikke om den vægtøgning er ok, men jeg ved at han har det godt og at han vokser. Ingen, inklusiv mig selv, skal  nogensinde igen betvivle, om min modermælk kan mætte min baby. For det kan den!