MODERSKAB OG FAMILIELIV

Som mange måske ved, har min graviditet bestemt ikke været en dans på røde roser. Inden jeg overhovedet stod med en positiv graviditetstest, havde jeg voldsom kvalme. Så jeg vidste egentlig ret tidligt, at den her baby nok sad ret godt "fast". Min 1. graviditet var virkelig en god graviditet - jeg havde kvalme i en lille uge, min iskasnerve drillede lidt i et par uger og jeg havde ret meget halsbrand, men det var sådan set det! Den her graviditet har simpelthen været så psykisk og fysisk hård ved mig. Der er ikke dét, som jeg ikke har døjet…

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har lidt svært ved at forstå, at der virkelig ligger en baby inde i min mave. Det er vildt uvirkeligt og jeg tror ikke det er sådan gået helt op for mig endnu, at vi til oktober står med endnu et barn i armene. Altså jeg ved jo godt med min sunde fornuft, at det kommer til at ske, men jeg synes bare det er så svært at forestille sig. Giver det mening? Men da vi så var ude ved Cyclus scanningsklinik i går og Pia satte scanneren på min mave og slog over…

Okay, mange har efterspurgt en forklaring og jeg oplever tit folk stå med åben mund og ligne et stort spørgsmålstegn, når jeg fortæller dem, at vi herhjemme ønsker at opdrage blidt uden skæld ud. Og når man så nævner iFavn står de fleste helt af, for hvad er det nu for noget?  Og det er da egentlig også noget mærkeligt noget, sådan at opdrage efter en bestemt metode. Men det ér bare en del nemmere at nævne iFavn, end at fortælle om langtidsamning, samsovning, at bære sit barn tæt, osv. og at man ønsker at praktisere det. Egentlig opdrager jeg bare efter, hvad mit hjerte…

Da jeg blev gravid med Milan var jeg overbevist om, at jeg kun skulle amme de første par måneder af Milans liv. Mest af alt for, at han kunne få alle de gode ting fra modermælken og så ville jeg altså også stoppe! Men jeg blev hurtigt meget klogere.. Det er jo for vildt hvad der sker i kroppen, når man bliver mor. Hele ens liv ændrer sig på et split sekund og alt det man troede før havde betydning, er pludselig ikke så vigtigt længere. Vi havde en lidt hård start med amningen og jeg troede slet ikke at…

Da jeg blev gravid tilbage i sommer 2013, var det ikke kun glæde der fyldte i min krop. Det var også en kæmpe angst. Jeg var så bange for at skulle føde og alle de historier jeg havde hørt igennem årene om fødsler som var gået galt, havde virkelig sat sig dybt i mig. Jeg brugte rigtig mange timer på at tænke fødslen igennem og jeg havde virkelig svært ved at forestille mig, at det var min tur til at føde kun 8 måneder senere. Min søster, Melanie, fødte hendes lille dreng i februar '13 og hun havde købt kurset…