Jeg er nødt til at erkende, at jeg desværre ikke kan nå alt det, som jeg egentlig gerne vil. Jeg hjemmepasser både Milan og Elliot og det vil sige, at jeg laver seks måltider om dagen, skifter bleer konstant, putter børn flere gange dagligt, rydder op, gør rent, leger udenfor, leger indenfor, skaber ro, krammer, trøster, kører rundt, handler, I kender det helt sikkert. Man er på 24/7. Jeg står op med mine børn og går i seng med dem. Jeg føler selv, at jeg er ret travlt beskæftiget med drengene, men det er selvfølgelig også det, jeg elsker og det er hundrede procent selvvalgt. Jeg elsker at være sammen med Milan og Elliot. De er mit guld og jeg vil gøre alt for, at give dem en masse tryghed og kærlighed alle ugens dage.
Som alle jo ved, kræver det penge på bordet at leve i dagens Danmark og som flere har bemærket, tjener jeg penge på at blogge og på mine sociale medier. Jeg blogger, fordi jeg elsker det. Jeg har altid drømt om at skrive og det er altid det, som jeg har følt mig rigtig god til. Så at jeg kan tjene penge på det, jeg elsker at lave – det er virkelig bare drømmen for mig og jeg er så taknemmelig for, at det er blevet virkelighed.
Min mor lukkede sin private dagpleje i august, da hun har fire børnebørn i dagpleje og børnehavealderen, så hun har valgt kun at passe vores børn nu. Vi er så heldige, at vi har mulighed for at ansætte vores egen mor, Melanie og jeg, så vi betaler hende for at hjælpe os. Det har hele tiden været meningen, at jeg gerne selv ville passe Milan og være den, som altid var nærmest. Men jeg er nødt til at indse, at jeg ikke kan være 100% på drengene og samtidig bruge så meget tid på bloggen, som jeg gerne vil. Så ender jeg bare med at gøre tingene halvt og det ønsker jeg slet ikke! Jeg vil gerne være fuldt tilstede med det, som jeg laver, om det så er sammen med mine børn eller at blogge. Jeg kan ikke længere holde til, at arbejde til langt ud på natten og stå tidligt op og være en god mor for drengene. Det tager mig mange timer at blogge, kommunikere med kunder og svare på alle spørgsmål og henvendelser. Så nu har vi besluttet, at Milan bliver passet ved hans bedste nogle timer om ugen. Elliot er alt for lille endnu til, at være væk fra mig, det ville hverken ham eller jeg trives med, men Milan elsker at være hos hans bedste og de får oplevet nogle ting sammen, som han ikke oplever med mig. Det gør mig glad indeni og det letter lidt på den dårlige samvittighed. Lige nu ser en typisk uge faktisk sådan ud, at Milan og hans fætre er alene ved hende et par dage og ellers kommer hun her og leger med drengene og så er vi også ude af huset 1-2 dage om ugen. Der er fuld fart på, når man gerne vil nå så mange ting og samtidig være en nærværende og god mor. Det er der sikkert mange, som kan nikke genkendende til.
Inderst inde har jeg lidt dårlig samvittighed over det, for det var jo aldrig det, som var meningen.. Men jeg tænker også at det kan give Milan nogle gode ting og måske er det her også bare en periode, mens jeg lige skal finde balancen i alt det her. Livet ændrer sig hele tiden og der åbner sig nye døre. Milan trives med hele den her ordning og det er jo det vigtigste. Og så er han jo trods alt ved hans bedste?! Jeg ville da ønske, at jeg var blevet passet hos min bedstemor, da jeg var på hans alder. De hygger sig virkelig og der er ingen, som jeg ville være mere tryg ved at aflevere mine børn hos, end min mor <3
