Som jeg førhen har åbnet lidt op omkring, har de sidste par måneder virkelig været hårde. For os alle sammen. Men nok særligt for min ældste dreng, Milan. Han har haft det ret svært og jeg har kunnet mærke på ham, at han bare virkelig har haft brug for ro. Jeg har været meget ked af det og jeg har følt mig så utilstrækkelig som mor. For et eller andet gjorde jeg jo galt, siden at min dreng ikke havde det godt. Men når jeg ser tilbage på det nu, giver det hele jo så god mening…
Selvom vi kun har boet i vores nye hjem i lidt over en uge, kan jeg mærke en kæmpe forskel på min lille dreng. Hverdagen er gået fra at være stressende, frustrerende, ustruktureret og forvirrende. Til at der nu bare er faldet fuldstændig ro på. Fra vi står op og til at vi går i seng om aftenen. Dagen flyver afsted, på den gode måde og jeg nyder SÅ meget, at gå hjemme med mine to elskede drengebørn. Vi har det så hyggeligt og jeg elsker bare at være os tre. Det har vi så meget haft brug for.
Jeg har fået fastlagt nogle gode rutiner i løbet af dagen. Vi hygger os blandt andet så meget ved de forskellige måltider i løbet af dagen og så bruger jeg enormt meget tid på, at være nærværende, kigge drengene i øjnene og bare lege. Når Elliot sover til middag, bruger Milan og jeg tiden på, at tegne, lave modellervoks, spise nicecream og så sørger jeg bare for, at hygge ekstra meget om ham, når vi bare er os to. Og hvor har det bare gjort så meget godt for vores tilknytning. Jeg føler lidt at jeg har fået min dreng igen, hvis man kan sige det sådan. Jeg ved jo godt, at jeg altid har haft ham tæt i hverdagen, men i det stressende miljø vi boede i før med 13 mennesker og 5 hunde, var det bare ikke muligt at finde samme ro i hverdagen. Det kan simpelthen ikke siges nok, hvor meget vi bare har haft brug for det her.
Jeg kan mærke at min elskede, lille Milan har det godt igen og hvor føles det bare godt. Jeg er så lykkelig indeni for hele vores nye tilværelse og jeg bliver næsten nødt til, at nive mig i armen, for det kan da næsten ikke være sandt, at livet vil mig det så godt…
