AMMER MIN SØSTER MIN BABY?

img_5750
Mange har måske tænkt tanken, nu hvor min søster og jeg har babyer med knapt 5 måneders mellemrum, som begge bliver fuldammet. Og når vi alligevel er tætte på så mange måder, kunne vi så ikke også lige så godt amme hinandens babyer?

Jeg husker dengang Milan var baby, at jeg faldt over et opslag på Facebook i en ammegruppe, som handlede om en kvinde, der ammede en andens baby. Jeg husker ikke præcist, om det var en veninde, svigerinde, søster eller hvordan det lige hang sammen, men moren skulle vidst nok opereres og hendes baby skulle altså undvære brystet i al den tid. Så den her anden kvinde, som fuldammede hendes egen baby, sprang til og lagde endda et billede op af, at hun sad og ammede de her to babyer ude på sygehuset. Jeg husker at jeg blev en smule harm, da jeg så det. Det vækkede et eller andet i mig og jeg følte mig faktisk helt ramt. Selvom det var en enorm smuk gestus, for det er det jo virkelig, så havde jeg bare så svært ved, at sætte mig ind i det og jeg havde nok mest af alt ondt af moren og babyen, som skulle undvære hinanden og babyen som så skulle have et fremmed bryst i munden. Det gjorde ondt helt nede i min mave. Og det var nok egentlig det, som ramte mig mest – at babyen og moren skulle skilles ad på den måde. Det syntes jeg var vildt synd og jeg kunne virkelig nikke genkendende til de følelser af savn, som babyen og moren måtte føle. Efterfølgende har jeg ofte tænkt over det her billede og den historie kvinden fortalte og som årene er gået, er jeg blevet meget mere afslappet med amning og amningen af andres børn. Folk skal gøre, hvad de har det bedst med! Og jeg synes faktisk der er noget smukt i, at hjælpe hinanden og træde til i situationer, hvor moren ikke selv kan amme sit barn. Amning ER jo bare skide sundt og helt og aldeles naturligt.

img_5710

Da Milan var baby havde vi opstarts problemer med amningen. Jeg troede ikke at jeg havde nok mælk og med manglende hjælp og støtte fra sundhedsplejersken (læs eventuelt hvorfor jeg fravalgte SP med Elliot), var det så tæt på at amningen gik helt i vasken. Jeg husker en aften, hvor Milan græd rigtig meget og jeg var sikker på, at det var fordi han var sulten. Jeg havde en pakke økologisk modermælkserstatning til at stå, men jeg kunne slet ikke få mig selv til at give ham det. Min søster ammede hendes mellemste på daværende tidspunkt, så hun tilbød at amme lidt ud til Milan, som jeg kunne give ham. Først takkede jeg nej, men jeg tænkte at det nok trods alt var bedre end komælken, så jeg gav ham lidt af hendes mælk i en flaske. Efterfølgende havde jeg det ret mærkeligt med det og det føltes bare så forkert, at han skulle have en anden kvindes mælk. JEG ville amme min baby og han skulle kun have MIN mælk. (Jeg har før skrevet et indlæg om hele mit ammeforløb med Milan her)

Melanie og jeg har efterfølgende ofte snakket om, hvordan vi ville have det med at amme hinandens babyer. For let’s be honest, nogle gange ville det faktisk være ret fristende, at Melanie lige kunne træde til og amme Elliot. I ved, i de der situationer, hvor lortet bare brænder på. Et godt eksempel er, når vi er ude og køre bil med Elliot og Carla. Det er som regel mig, der kører og Melanie, som sidder omme bagi og underholder de små skattebørn. Ofte gider Elliot ikke køre bil og så kunne det altså bare være dejlig nemt, at Melanie lige kunne træde til og give ham en lille ammetår. Så var der ro og en mæt og glad baby! Seriøst, I mødre kender det, nogle gange vil man bare gå rigtig langt for at få lidt ro, ikk’?

Men jeg må være ærlig og sige: Nej, jeg vil ikke have at min søster ammer Elliot og jeg har ligeledes heller ikke lyst til at amme Carla. Elliot er min baby og jeg ønsker selv at amme ham og tage hundrede procent vare på ham. Den rolle skal ingen andre end mig have. Sådan har jeg det i hvert fald. Og Melanie er enig på det punkt. Selvfølgelig, hvis der en dag opstod en situation, hvor det virkelig blev livsnødvendigt, ville vi da træde til og hjælpe hinanden, men slet ikke i det daglige. Jeg har dog sagt til Melanie, at hvis jeg (Gud forbyde det) gik bort, ville jeg gerne at hun ammede Elliot. Han er jo stadig så lille og jeg vil ham selvfølgelig alt det bedste og det mener jeg virkelig at brystmælk er.

img_5726
To glade og tykke ammebabyer <3

Dette indlæg har 3 kommentarer

  1. Victoria

    Er glad for jeg fik det sidste af for indlæg med, hvor du beskriver, at dit barn selvfølgelig må ammes i tilfælde af, at han er dybt ulykkelig og du evt ikke var til stede på det tidspunkt. Alt andet ville være dybt egoistisk og synd! Hvis det eneste der kan hjælpe på min grædende ulykkelige baby er en tår mælk, og jeg af en grund ikke er der, så ville jeg da blive rigtig ked af, hvis min veninde evt havde mælk, men som hun ikke giver ham. Det her må være for babys bedste, og så må vi sætte vores egne følelser til side!

  2. Julie

    Dejligt indlæg. Må jeg spørge om du stadig ammer Elliot fuldt ud? Altså får han andet end din mælk? Jeg spørger fordi jeg selv har en dreng på snart 7 måneder som jeg har ammet fuldt ud indtil nu. Men det er svært ikke at lytte til rådene fra Sundhedsstyrelsen om at deres behov ikke kan dækkes udelukkende af modermælk i den her alder. Hvad er dine tanker omkring det?:)

  3. Anne

    Ej hvor lyder det også bare grænseoverskridende, både for den der skal amme et andet barn, men også for moderen, der skal “give sit barn fra sig”. Jeg er helt og aldeles FOR amning, men af egne børn. Det andet bliver simpelthen for mærkeligt i min verden. Selvfølgelig hvis det var livsnødvendigt, meeeen, tror nu alligevel bare jeg ville malke ud eller ty til modermælkerstatning. Jeg mener faktisk at kunne huske en historietime i folkeskolen, hvor vi læste om, at i gamle dage var det helt naturligt at man havde en dame til at amme sine børn for én. Godt det ikke er sådan længere 🙂

Skriv et svar til Julie Annuller svar