“MOR, KAN VI IKKE BESØGE FARMOR EN DAG?”

dec2014-38

Billedet her viser Milan da han var 9 måneder gammel, i armene på hans kære farmor, Genia. Det er taget dagen efter vores bryllup, altså d. 21.12-2014. Hvis du havde spurgt mig på daværende tidspunkt, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet, at vi skulle miste hende blot to måneder efter.. Hun blev hurtigt meget syg og lå på intensiv i næsten en måned. Så forfærdelig en skæbne og den værste tid nogensinde..

Selvom det er over 2 år siden, er hendes død stadig noget, som fylder utroligt meget i os alle. Mikkel er selvfølgelig den, som bærer på den største sorg, men det har virkelig også ramt noget meget dybt indeni mig. Kender I det, at man fortryder når der er nogle ting man ikke fik sagt og gjort og så en dag er det bare for sent? Sådan en følelse sidder jeg ofte med, når jeg tænker på denne smukke kvinde. Jeg bliver så trist indeni ved tanken om, at hun ikke er her længere og at hun ikke får lov til, at opleve hendes børnebørn vokse op og se hendes søn opnå alle sine drømme.

Milan var jo kun knapt 1 år, da hun gik bort og derfor husker han hende kun udfra de billeder, vi viser ham. Og selvom at jeg altid har tænkt, at det jo ikke er noget som har nået, at påvirke ham synderlig meget, er jeg begyndt at tænke, om han alligevel har mærket sorgen igennem Mikkel og jeg. Man siger jo også, at børn ofte har en bedre fornemmelse og forbindelse til den spirituelle verden, så hvem ved, om han måske er forbundet med hende på et andet plan. Hvad ved jeg.. Han er i hvert fald begyndt, at stille rigtig mange spørgsmål og han kommer tit med udmeldinger som: “Jeg er ked af at farmor er død” eller “Mor, jeg savner farmor” og jeg tænker hver gang og undrer mig over, hvorfor han mon siger det; om det er fordi, at han hører Mikkel og jeg snakke om det og så fører det også på sig selv eller om han virkelig oprigtigt savner hende?

Forleden spurgte han mig, hvor farmor var henne og Mikkel har gjort meget i at fortælle ham, at farmor er en engel oppe i himlen og at hun passer på os alle sammen. Han spurgte mig så, om vi ikke en dag kunne besøge farmor i himlen og det ramte mig virkelig hårdt, for hvad svarer man lige til det? Det er jo børne logik, at man selvfølgelig bare kan besøge hende, men han aner jo ikke, at himlen som sådan ikke er et reelt sted, men at vi snakker på et helt andet plan. Jeg blev helt paf og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare, men endte med at sige noget i stil med, at det kan man jo desværre ikke… og så kiggede han bare undrende på mig med hans store, blå øjne.

Jeg har så svært ved, at snakke om døden med Milan, for jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg skal forklare ham om det og hvilken tro jeg egentlig ønsker, at videregive til ham.. Jeg bryder mig ikke om døden.. Jeg synes det er uhyggeligt og skræmmende, men det ønsker jeg jo ikke, at give videre til ham. Jeg vil egentlig gerne betragte døden som en naturlig del af livet, som kan være smuk og fredelig og som man slet ikke behøver at frygte. Men hvordan forklarer man lige børn om døden, uden at traumatisere dem og gøre dem bange? Det er jo ikke særlig rart at tænke på, at man en dag ikke skal være her mere og hvor er man så, hvis man ikke længere er en del af denne verden? Store spørgsmål, som jeg ikke kender svaret på og nok heller aldrig kommer til.

Hvordan fortæller I jeres små børn om døden? Og hvordan oplever I at jeres børn reagerer på det?

Dette indlæg har 6 kommentarer

  1. Anne

    Min mormor døde for nogle år siden, hvor min fætter ikke var særlig gammel, så der fik vi også forklaret at mormor var i himlen, og var en af stjernerne som man så på himlen af natten. Et år efter var vi ude og køre i bil sammen, hvor han så sidder og kigger ud af vinduet på stjernerne og vender sig så og spørger mig: “Anne, kan to personer godt dele én stjerne?”. jeg blev sådan helt paf og sagde ja at det kunne de da hvertfald, og spurgte hvad han tænkte på. Hans svar var så fint og vildt rørende – “Så tror jeg mormor og Fido (hans døde hund) deler en stjerne”. <3

  2. Sara

    Mine nevøer var 2,5 og 1år da deres oldemor døde så vi fortalte dem bare olde sidder op i stjernerne og vinker ned. Tror du har ret i børn kan havde kontakt til dem der ikke længere er i blandt os. Til min mormor begravelse sagde min nevø på 2,5 pludselig olde sidder på kisten og græder man vidste bare ikke hvad man skulle sige til ham :-i
    Døde er bare svær at snakke om da man skal passe på hvordan man siger det til børn! knus god aften

  3. Cecilie

    Vores olde er lige død og vi har forklaret vores datter på 2 år, at hun nu er oppe i himmelen på skyerne/stjernerne også snakker hun engang imellem “med” hende og mener at hun kan se hende, det er egentlig ret sødt 🙂

  4. Line

    Min fætter på 3 år spørger endnu ikke efter hans afdøde fætter, men vi har som forberedelse købt spillet “lillestorm siger goddag og farvel” til når han engang begynder at spørge til sin fætter og hans alt for tidlige død. Vi har endnu ikke prøvet spillet så vi ved ikke om det virker, men det kunne måske være en mulighed for jer <3

  5. Anonym

    Kære Mikkel og Cellina.
    Jeg mistede selv min far for knap et år siden i en alder af 56 år gammel til at hjertestop. Jeg har selv en datter på knap 3,5 år nu, som ofte siger de samme ting som du nævner her på din blog – jeg synes også det er utroligt svært at vide hvad det rigtige svar er, jeg tror ikke der findes noget… Det jeg siger er at jeg også savner ham og at det er okay at savne – det er umuligt.
    Min dybeste medfølelse til jer. Det er forfærdeligt at miste en forældre i så ung en alder!

  6. Linda

    Jeg har mistet 2 babyer. Da jeg mistede min første søn, var mln mand’s (eksmand) børn 3 & 4 år gammel, de fik lov at se deres døde børn. Vi fik det råd, vær ærlig, og lad dem være med. Det gjorde vi, og den dag i dag (er de voksne 19 & 20 år gamle) er de lykkelige for at vi var ærlige omkring døden osv.

    Så mit råd er, fortæl sandheden, at man ikke kan besøge hende osv.

Skriv et svar til Anne Annuller svar