Jeg oplever så tit, at folk spørger mig hvordan jeg formår, at være så meget i balance og ro hele tiden. Og forleden blev spørgsmålet igen stillet. Det kommer faktisk ret meget bag på mig, at folk tror det… Er det virkelig det jeg udstråler, når jeg er på tv og skriver herinde på bloggen? At være totalt i balance og ro? Wow. Jeg må skuffe jer, for det er ikke sandheden. Og det er faktisk ikke min mening, at I skal tro det… Tværtimod ønsker jeg, at give jer et ærligt indblik i mine tanker og følelser, med alt hvad det indebærer – både de gode og dårlige perioder.
Jo, altså jeg har da en masse meninger, idéer og principper og også en masse ønsker for, hvordan jeg gerne vil leve mit liv og hvordan jeg ønsker, at bruge min hverdag. Det må I ikke tage fejl af. Men jeg har også været igennem en masse hårde perioder i mit liv og har stadig mine kampe. Mildest talt. Faktisk har jeg haft det rigtig, rigtig skidt førhen og dagen i dag er jeg stadig påvirket af de ting, jeg har været igennem. Kun mine nærmeste kender til de her ting og det er ikke noget jeg har haft lyst til, at dele med offentligheden. Det kan være, at jeg en dag åbner op for det, men lige nu har jeg det fint med, at have det for mig selv.
Og en helt anden side af det: Jeg oplever tit, at nogen folk virkelig oprigtigt tror, at de kender mig og ved alt om mig, fordi at de har set et par afsnit med mig i et tv program. I ved, de der 10 minutter ud af de 8 timer der bliver optaget, som er klippet ned og tilrettelagt, så historien giver mening for seerne. Jeg tror bare ikke, at alle tænker over, hvor mega lille en brøkdel af mit liv, de egentlig ser. Ingen aner i virkeligheden hvem jeg er og kender til mit dybeste jeg. I skal tænke på, at alle mine afsnit er nøje planlagt således, at jeg får de budskaber ud jeg ønsker, i hvert fald langt hen af vejen.
Men kære jer, I må ikke tro, at mit liv er perfekt og at jeg bare har styr på alt mit. Det har jeg ikke. Jeg er lige så fucked, som alle andre til tider er. Jeg kommer også til at råbe, hyle og skrige mine lunger ud, når livet bliver lidt for svært at være i. Og jeg er til tider mega fortabt og føler at jeg ikke duer til noget som helst og at min fremtid er helt håbløs.
Men hvad vil jeg egentlig sige med alt det her? Jeg tror det er vigtigt for mig at fortælle, at jeg altså ikke er i balance og ro hele tiden. For mig er det vigtigste, at jeg (og mine børn selvfølgelig) har en dejlig hverdag sammen og at jeg bruger hvert et øjeblik på lige præcis det, som gør mig glad. Og ja, jeg træffer måske mange anderledes valg og nogen har svært ved, at forstå mine valg, men det er jeg faktisk ret ligeglad med. Og lige præcis dér, har jeg måske fundet en indre ro: Jeg er ligeglad med andres meninger og andres forventninger til, hvordan jeg skal leve mit liv. Jeg er kun ansvarlig for mit eget liv og derfor skaber jeg det liv, som jeg ønsker og ikke det liv, som alle andre ønsker for mig. Jeg gør mit bedste for at udleve det liv, jeg drømmer om. Og det fungerer faktisk ret godt.
