AT VÆLGE MELLEM MILAN OG ELLIOT…

img_3728

Da jeg var gravid med Elliot, frygtede jeg virkelig meget, at Milan skulle være storebror og jeg forventede faktisk lidt det værste. Tænkte at så kunne jeg jo kun blive positivt overrasket. Jeg læste lige dette indlægsom jeg skrev for et halvt år siden og blev helt paf over, hvilke følelser jeg sad med den gang. Det er utroligt, så hurtigt man faktisk glemmer. Det fik mig til at reflektere lidt over, hvordan hele den her familieforøgelse egentlig er gået. Alt det jeg frygtede så meget: Har jeg kærlighed nok til to børn? Hvordan reagerer Milan mon? Vil han føle sig svigtet af os? Jeg havde så dårlig samvittighed over, at jeg gik rundt med alle de her følelser, når jeg egentlig bare burde være glad.

Jeg husker én bestemt situation, da Elliot var helt ny og kun et par dage gammel. Han sov i Mikkels arme, mens jeg var inde og putte Milan. Jeg husker at Mikkel sad med Elliot inde i stuen og jeg lå med Milan inde i vores seng i soveværelset. Da Milan faldt i søvn, gik jeg ud i stuen til Mikkel og Elliot og der gik det sådan virkelig op for mig, at jeg pludselig var mor til to. Det ramte mig som et lyn fra en klar himmel: “Begge mine børn sover, men to forskellige steder… En i stuen og en i soveværelset. Men hvor skal JEG så placere mig nu? Hvem skal jeg vælge at være hos?”. Det kan lyde helt sygt, når jeg sådan skriver det ned, men det var virkelig en tung og inderlig følelse, jeg sad med. Jeg ved godt, at Elliot jo sov trygt i hans fars favn, men jeg havde bare brug for, at være tæt med min lille nyfødte baby. Men hvis jeg valgte, at sidde i stuen med Elliot, ville jeg jo vælge Milan fra og så ville jeg allerede begynde, at gøre forskel på mine børn? Måske en syg tanke, men følelsen var der og den var meget ægte. Jeg endte med at gå ind til Milan i sengen og kyssede ham tusinde gange på kinden. Jeg havde ondt af ham, men også ondt af Elliot. Tankerne kørte med 180 km i timen og jeg følte så meget skyld. Jeg følte virkelig, at jeg svigtede dem begge. Tårene pressede sig på og jeg begyndte at stortude. Jeg var så meget hormonella og så træt, udkørt og usikker på mig selv. Jeg gik ud til Mikkel, som med det samme begyndte at trøste mig, fortalte mig at det hele nok skulle gå og at jeg ikke skulle være så hård ved mig selv. Det er en af de gode ting ved mænd, i hvert fald min mand: Han tager tingene lidt lettere og (næsten) altid med et smil. Han sagde: “Martinna, nu sidder jeg her med Elliot og så kan du bare gå ind og putte dig ved Milan. Elliot har det godt og jeg skal nok komme ind med ham, når han vågner”. Det var lige hvad jeg havde brug for at høre. Det var virkelig rart.

Den dårlige samvittighed blev hurtigt bedre – faktisk er det, det eneste tidspunkt, jeg virkelig har haft dårlig samvittighed, siden Elliot kom til verden. Det er ret vildt, for jeg havde altså ikke regnet med, at de følelser ville være en one time experience. Men det var som om, at jeg fik grædt det hele ud den dag og så slap alle de dårlige følelser bare og vendte ikke tilbage igen. Milan har kun reageret SÅ godt på, at blive storebror. Han elsker Elliot, kysser og krammer ham hele tiden og viser ham så meget omsorg. Det er simpelthen for vildt. Jeg havde slet ikke troet på, at det kunne blive så godt, men dybt fra hjertet: Det er fantastisk, at være mor til to og de har virkelig meget glæde af hinanden. Jeg har oplevet et par gange, at mødre skriver til mig, at de også er bekymret for, at få et ekstra barn, på grund af søskende jalousi og frygten for ikke, at have nok kærlighed til to børn. Men til jer mødre, kan jeg kun sige, at søskende i sandhed er en kæmpe gave, at give sine børn og jeg er lykkelig for, at have to fantastiske drengebørn, med så kort aldersforskel. Jeg er sikker på, at de har et helt specielt bånd og at de fremover vil få så meget glæde af hinanden.

img_3673

Dette indlæg har 4 kommentarer

  1. Tanja

    Åh, det indlæg gik lige i tårekanalerne på en hormonel gravid kommende andengangsmor😅

    1. Cellina Martinna

      <3

  2. michala

    super godt skrevet . har selv en på 2 og en på 1 år og den tanke har jeg os haft da lillesøster på 1 år kræver meget mors tid så der har jeg været bange for af storebror ikke fik nok mor tid og der er så jalousi .Men storebror kommer bare og sætte sig og krammer mig når han mener nu er det min mor tid . og så får han en masse ekstra kærlighed .. og vi hygger.. og ikke mindst når lille søster sover . 🙂

    1. Cellina Martinna

      Hvor dejligt <3

Skriv et svar til Cellina Martinna Annuller svar