Jeg har haft lidt svært ved at bedømme, om jeg skulle udgive dette indlæg eller ej – om det var lidt for personligt og om det var for ømt et punkt for mig. Det er jo aldrig fedt, når ens barn fejler noget. Jeg har i hvert fald været meget bekymret og også været fyldt med skyld. Elliot, min lille søde baby, blev nemlig født med et syndrom.
Vi opdagede det først et par dage efter fødslen. Jeg oplevede at hans hud sommetider blev todelt – som det ses på billederne, er Elliot helt rød på den ene side af kroppen, mens den anden side er helt normal og hudfarvet. Det kunne vare fra alt mellem 20 sekunder og op til flere minutter. Faktisk var jeg ret heldig, at jeg nåede at få billeder af det, for tit var det væk, inden jeg nåede at få kameraet frem.
Lige da han blev født, var han meget rød i huden og han var en vildt varm baby. Jeg kunne knapt nok give ham en body på, uden at han svedte helt vildt. Jeg tænkte først at opdelingen på hans hud, måske skyldtes varmen og så vidste jeg jo også godt, at nogen babyer bare var mere røde i huden end andre. Men det undrede os alligevel, at opdelingen var SÅ præcis. Det var jo virkelig en helt lige streg, der var ned igennem hele hans krop – som om det var tegnet med en lineal. Han var overhovedet ikke påvirket af det, når det stod på, men jeg tog alligevel kontakt til min læge, da jeg var ret bekymret for min lille nyfødte baby… Vi syntes i hvert fald alle, at det virkede så mystisk.
Heldigvis har jeg en ældre læge, som har mange års erfaring og som har arbejdet på flere forskellige børneafdelinger. Med det samme jeg kom ind til min læge, sagde han: “Jeg ved godt hvad det er! Det er Harlequin syndrom og det er helt ufarligt”, han virkede totalt cool omkring det og helt fascineret over, at jeg havde fanget det på billede. Han sagde at det skyldtes et umoden nervesystem og at det ville gå væk i løbet af et par uger. Det var åbenbart slet ikke så sjældent hos spædbørn, men tit opdager man det ikke, fordi at de små pus jo er påklædte det meste af tiden. Og så er der heller ikke ret meget information om det på nettet. Hverken min jordemoder eller sundhedsplejerske kendte til det. Jeg var så lettet, men tænkte alligevel meget over, hvad det mon var kommet af. Han var jo kun født en uge før termin og vejede alligevel 4100 g., så han var jo ikke på den måde “umoden”.
Når folk så ham, var deres reaktion tit, at han godt nok var rød og hvad det var for noget. Det var lidt træls, for jeg følte hele tiden at jeg skulle forsvare det. Jeg var jo inderst inde ked af det og selv meget uforstående. Der gik omkring 2 måneder før, at “udslættet” var helt væk, men dagen i dag er der heldigvis ikke noget. Han har en helt “normal” hudfarve nu og er en dejlig lille (stor) bebs på knapt 7 kg. Han trives og er glad, i hvert fald størstedelen af tiden 😉 Jeg er ikke så bekymret længere, men tænker og undres stadig nogle gange over, hvorfor han mon skulle rammes af det.
