STATUS PÅ LIVET MED TO BØRN

Som mange nok har opfanget på min Instagram og Facebook, er vores familie omsider blevet forøget med lille Elliot. Elliot kom til verden lørdag nat d. 23. oktober kl. 2.53. Det var en fantastisk hjemmefødsel, lige efter planen og han blev født herhjemme på stuegulvet. Fødselsberetning kommer lidt senere.

I dag er Elliot en uge gammel og jeg må sige, at den første tid er gået over al forventning. Det er virkelig noget helt andet her 2. gang. Jeg husker dengang med Milan, hvor bekymret jeg var det første lange stykke tid. Men Milan havde også gulsot og var meget sløv og spiste derfor ikke ret meget ved brystet. Jeg var virkelig bange for at miste ham. Men det er godt nok helt anderledes med Elliot. Han er så sutteglad og spiser virkelig konstant. Det er så dejligt! Han er så nem og sover fint igennem om natten. Han vågner et par gange og vil have bryst, men det er så dejlig nemt, for han ligger trygt i min armhule og har derfor fri adgang til brystet.

Milan har indtil videre også kun reageret positivt på Elliots ankomst. Han er så kærlig overfor ham, kysser og krammer ham hele tiden. Nogle gange om natten vågner jeg op og ser, at Milan ligger og holder Elliot i hånden. Hvor sødt er det lige? Jeg smelter fuldstændig indeni. Om aftenen når vi putter, ligger Milan også tit og aer Elliot i håret, helt uopfordret. Han er simpelthen så sød og det gør mig så glad.

Mikkel har to ugers barsel og vi hygger så meget herhjemme. Milan og Mikkel leger dagen lang og jeg kan bare se hvor meget Milan nyder hans fars tilstedeværelse og nærvær. Jeg sidder mest i sofaen og ammer og kigger med på legen. Det er så hyggeligt. Jeg ville ønske, at vi bare kunne være os fire de næste par måneder. Jeg kan virkelig mærke, at jeg bare har brug for at være herhjemme med mine drenge. Jeg har slet ikke lyst til, at komme ud og jeg har slet ikke behovet for at ses med andre. Det virker måske mærkeligt for nogen, men jeg har bare brug for ro og brug for at trække mig ind i min egen lille hule. Det her er så kort en tid og det betyder så meget for mig, at nyde den i fulde drag, uden stress, jag og andres forventninger. Kender I mon det? Det vigtigste lige nu er virkelig min lille familie.

elliot-1-uge
Heldragten, de søde milepælskort og det økologisk sengetøj er alt købt hos lilleskat.dk <3

 

 

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Pernille

    Synes det er så spændene at følge dig her på Facebook og stort tillykke med Elliot.
    Den 23.12 har jeg termin med lillebror og er så spændt på hvordan min datter vil tage det, der vil hun være omkring 19 mdr gammel. Så det er dejligt at høre at din store dreng har taget det godt indtil videre 😊

Skriv et svar