SPRØDE OG SMAGFULDE FALAFLER – VEGANSK OG GLUTENFRI OPSKRIFT

Det kan faktisk være ret svært, at lave de helt rigtige falafler og derfor har det også taget mig et godt stykke tid, at ramme den helt perfekte opskrift. Men nu har jeg den endelig! Og de er så lækre, sprøde og smagfulde – og så er de selvfølgelig veganske og glutenfrie!

Min erfaring fortæller mig, at det er de små detaljer som har betydning og så er det altafgørende, at man bruger de rigtige produkter. F.eks. fucker mine falafler op, HVER gang jeg bruger dem på dåse, så lad for Guds skyld  vær’ med det! Jeg ved godt at det så tager lidt ekstra tid, når de tørrede kikærter skal stå i blød, men tro mig – det er hele ventetiden værd! 😍

Ingredienser:

400 g tørrede kikærter

2 håndfuld mandler

1 håndfuld frisk persille

1 løg

3 fede hvidløg

2 spsk tahin fra Urtekram

3 spsk tamari fra Urtekram

4 spsk citronsaft

2 tsk gurkemeje

2 tsk stødt koriander

2 tsk spidskommen

1 spsk salt

2 dl vand

Neutral kokosolie til at stege i

 

Fremgangsmåde:

– Sæt kikærterne i blød i koldt vand natten over eller minimum 10-12 timer

– Herefter skylles kikærterne grundigt (de skal IKKE koges)

– Fyld alle ovenstående ingredienser i en foodprocessor og blend til en fast masse

– Smag evt. til med salt og peber

– Sæt farsen på køl i en times tid. Jo koldere, jo nemmere er den at arbejde med!

– Form nu en masse små, runde kugler og steg dem på panden i kokosolie. Man kan også bruge en anden olie, men vi bruger kun kokos herhjemme

– Vær opmærksom på, at falaflerne suger rigtig meget olie til sig og det kan derfor være en god idé, at putte lidt ekstra olie på panden, når du vender dem

– De skal have mellemhøj varme og ikke pilles for meget ved. Giv dem god tid på alle sider og hav tålmodighed. Som min kære mor altid siger: “Kærlig mad ta’r tid” 😉

De kan serveres til alt mad og er altid et lækkert tilbehør: evt. til kartofler og sovs, pitabrød, pommes, en lækker pastasalat eller såmænd bare på en rugbrød. Drengene elsker dem og de kan spises med god samvittighed, da de jo er super sunde og indeholder en masse protein  💚

Velbekomme! ☺️