MELANIES HISTORIE

Af Melanie Irena Larsen

Jeg deler min historie med jer, for at fortælle jer at jeg udmærket forstår, hvor dårligt man kan have det og hvor håbløst det hele kan se ud. Jeg forstår helt oprigtigt godt, at de indlæg jeg har skrevet på Martinnas blog, vækker noget i folk – for hvordan kan jeg finde på at sige, at jeg tror på, at kroppen aldrig arbejder imod sig selv og at jeg ligefrem tror på, at kroppen kan helbrede sig selv i de fleste tilfælde? Fordi jeg har været igennem det selv.

Jeg har taget medicin i flere år og jeg har været meget syg.

Derfor er det også vigtigt for mig, at slå fast at jeg hverken er modstander af læger eller medicin. Jeg tror ikke på en sort/hvid verden. Jeg tror på en verden som rummer det hele. Jeg mener, at det er op til hver enkelt person altid at gøre, hvad der føles mest rigtigt. I perioder har medicin været det eneste rigtige for mig, fordi jeg ikke har haft viden, overskud eller mulighed for at hjælpe mig selv og min krop på en bedre måde. Jeg er taknemmelig for de læger der har hjulpet mig, når jeg har haft allermest brug for det og at der findes medicin, som kan hjælpe folk der lider. Jeg ønsker en verden, der giver plads til naturlig behandling, en tillid til kroppen og taknemmelighed overfor vores krop hver især, men jeg ønsker også en verden med læger, tandlæger, sygehuse og medicin. Alt er præcis som det skal være lige nu.

Lad mig fortælle jer min historie.

I 2013 fik jeg konstateret Colitis Ulcerosa, som er en kronisk blødende tyktarmsbetændelse. Jeg havde haft symptomerne i et lille års tid, før jeg fik konstateret sygdommen. Det er en såkaldt autoimmun sygdom, som gør at kroppen angriber sig selv, ifølge lægerne, men som jeg beskrev i mit første blogindlæg OPSKRIFT PÅ NATURLIG ANTIBIOTIKA, så er min overbevisning, at langt de fleste sygdomme kan helbredes og at kroppen aldrig modarbejder sig selv.

Det var fra starten af tydeligt for mig, at jeg skulle finde frem til hvad mit immunforsvar prøvede at løse for mig og finde ind til den bagvedliggende årsag. Det har bestemt ikke været nemt. Det har været en jungle, at finde rundt i alternative produkter, behandlinger, bøger og mennesker, som har en masse gode og hjertelige råd. Jeg er stadigvæk ikke nået til bunds i min søgen. Mit hjerte siger mig, at det nok bliver et livsprojekt for mig og en guide fra min sjæl, som jeg med den fineste respekt skal følge. Jeg er stadigvæk ikke rask, men min krop har aldrig haft det bedre.

Da sygdommen gik i udbrud og var på sit højeste i 2015, var jeg så afkræftet i min krop og psykisk udmattet. Jeg var brugt. Ikke nok med at jeg var bundet til et toilet de fleste timer i døgnet, hvor jeg sad med smerter, som bedst beskrives som kraftige veer og koldsved løbende ned af ryggen. Jeg kunne ikke andet end at græde. Hvad end jeg gav efter for gråden eller at min krop i krampeanfald fik min øjne til at løbe i vand og tårerne blot trillede ned af kinderne på mig. Jeg sov min. 14 timer i døgnet, afbrudt af adskillige toiletbesøg. Jeg var træt, udmattet og brugt.

Allerede tilbage i 2013, da jeg fik konstateret sygdommen, var jeg meget skeptisk omkring at undertrykke sygdommen med medicin. Jeg forsøgte mig i en længere periode uden medicin, men efter længere tid måtte jeg overgive mig og tage medicinen.

I december 2015 blev jeg virkelig syg og jeg blev sat på flere forskellige slags medicin på samme tid, for at slå udbruddet ned. Der var massevis af bivirkninger ved den her medicin. Blødningen og kramperne var aftagende, men min krop havde det virkelig dårligt. Jeg kunne ikke sove og når jeg endelig faldt i søvn, så vågnede jeg og så syner. Jeg husker, at vi på daværende tidspunkt læste Sigurd fortæller om de Nordiske Guder med børnene og flere gange vågnede jeg om natten og så Thor stå foran mig med sin hammer.
Jeg vågnede hver eneste nat og kunne ikke sove. Jeg fik hår over alt på min krop. Mit hoved hævede op. Jeg var konstant syg med influenza og måtte tage ekstra medicin. Jeg fik svamp i munden og kunne ikke spise uden smerter. Jeg følte, at jeg gik rundt i en bobbel, men jeg var trods alt smertefri.

Hvis det føles rigtigt, at tage medicin, så skal man uden tvivl gøre det og man skal gøre det med god samvittighed. Det nytter simpelthen ikke noget at tage medicin, efterfulgt af dårlig samvittighed og nedladende tanker kørende rundt i ens hoved. Jeg forstillede mig altid at pillerne var små blomster, som jeg slugte, imens jeg velsignede pillerne og bad englene om at passe godt på mig. For jeg var oprigtigt bange. Jeg var bange for bivirkningerne og jeg ønskede inderst inde ikke at tage medicinen, men det var det som kunne hjælpe mig på dette tidspunkt i mit liv og det er jeg taknemmelig for.

Da jeg i 2017 fik min kære lille datter i armene, kunne jeg ikke mere. Jeg kunne ikke fylde min krop med medicin, som ville gå over i mit barn. Jeg havde gjort det i hele graviditeten og det er noget af det hårdeste jeg føler jeg, at har gjort imod et andet menneske. Men da jeg så min lille fine, lille, rene, uskyldige og kærlige lille Carla – i hendes fine små blå øjne, kunne jeg ikke tage medicin mere.  Jeg stoppede med det samme og jeg ville for alt i verden ikke tage medicin mod sygdommen, så længe jeg ammede hende.

Men sygdommen blev værre og værre. Efter et halvt år måtte jeg give op og grædende sad jeg på sygehuset og sagde til en læge, at jeg nu var klar til at starte med medicin igen, for jeg kunne ikke være i smerterne mere.

Dagen efter jeg var startet op på medicin, talte jeg med en kvinde, som sagde til mig: ”Melanie. Du er nødt til selv at tage ansvar for dit helbred. Medicin vil ikke gøre dig rask, men blot undertrykke din krop. Helbredelsen er i naturen. Det har Gud skabt.”. Hun fik mig overtalt til at prøve en drik, som jeg vil dele med jer.

I løbet af to uger var blødningen og smerterne aftagende. Jeg har ikke taget medicin siden den dag. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har lært denne kvinde at kende. Det er også hende, som har givet mig opskriften på naturlig antibiotika. Nogen gange møder man de her mennesker, som bare ændrer hele ens liv på et split sekund. Det er de her karmiske øjeblikke. Det er ganske fantastisk!

Jeg har afprøvet adskillige alternative produkter og læst utallige bøger. Jeg har de sidste 6 år været i en konstant søgen og samtidig i en dyb proces i mig selv. Det har været så inspirerende og yderst spændende. Jeg ved, at sygdommen har taget hårdt på mig, men jeg er dybt taknemmelig for alt det jeg har lært på grund af sygdommen. Jeg er overbevist om, at mit liv ikke havde været det samme, hvis min krop ikke var blevet syg.

Opskriften på drikken:
1 spsk. HUSK
1 spsk. Aktivt trækul
1 spsk. Fransk ler
1 spsk. hørfrøolie
Vand

Jeg drak blandingen morgen og aften i 2 uger. Herefter har jeg drukket 1 spsk. aktivt trækul morgen og aften. Med fornuftig kost og en masse psykisk og sjæle arbejde har jeg indtil nu kunnet holde udbrudende nede og min krop har det bedre end nogensinde før.

Udover at jeg bruger aktivt trækul for at hjælpe mine tarme, bruger vi også kullet til adskillige andre ting her hjemme. Særligt ved mavesmerter, diarre og opkast. Aktivt trækul er kendt for at suge giftstoffer til sig. Det renser simpelthen hele systemet, uden at fjerne de gode bakterier i kroppen. Vi bruger det ved sår, betændelse, for tænderne, blegning af tænder, madforgiftning, ved udrensning og ved sygdom generelt.

Fransk ler er ligeledes meget udrensende og fyldt med mineraler og vitaminer. Det renser også kroppen og er meget effektivt. Det er desuden rigtig godt at bruge på huden.

Det eneste man skal være opmærksom på, når man indtager kul og ler, er at det ikke må komme i berøring med metal og stål, da det trækker giften ud og dermed ind i kroppen. Man bør bruge glas, plastik eller bambus skeer.

Jeg køber både Fransk ler og Aktivt trækul fra en helsebutik i Sverige, hvor jeg kun giver maks. 140 kr. for et halvt kg. ler og et halvt kg. kul. Det er virkelig billigt. Jeg kan formidle kontakt til butikken, hvis nogen af jer ønsker at købe det. I så fald må I gerne sende mig en mail på melanieirena@outlook.dk

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at dette indlæg på ingen måde er reklame for hverken kul, ler eller helsekost butikker. De er udelukkende skrevet direkte fra hjertet og med håbet om at andre kan få lige så meget glæde af det, som jeg har haft. Jeg kalder det for sort guld og jeg har det altid med mig.

De allerkærligste hilsner
Melanie

I er velkommen til at sende en mail til melanieirena@outlook.dk ved spørgsmål. Martinna fik en del henvendelser ved mit første blogindlæg omkring naturlig antibiotika og jeg vil gerne hjælpe, men det kan godt være der går et par dage før du får svar fra mig. ❤️

 

Jeg gør opmærksom på, at jeg hverken er læge eller anden form for behandler og alle råd der gives på denne blog følges på eget ansvar.