EN HYLDEST TIL AMNING

Fotograf: Maria Amme

I tog så godt imod mit tidligere indlæg, hvor jeg delte 60 smukke morkroppe. Feedbacken har været helt overvældende og jeg er virkelig glad for, at budskabet blev hørt og at kvinderne fik så mange roser og highfives med på vejen. Tak til de kvinder, som delte deres billeder og dermed gjorde en stor forskel for andre! Jeg er så taknemmelig. Jeg har også førhen lavet et indlæg med 100 familier, som delte deres samsovningsløsninger. Det var til inspiration for virkelig mange, så min fornemmelse siger mig, at disse indlæg er til stor gavn og at de når vidt omkring. Det er så fedt!

Det er ingen hemmelighed, at da jeg for 3 år siden meldte mig til De Unge Mødre, havde en masse på hjertet og mange budskaber, som jeg gerne ville ud med. Jeg ønskede at rykke lidt i folk og få skabt noget debat – og mine livsvalg er i den grad blevet debatteret i løbet af de sidste par år. Om det så gælder krystaller, kokosolie, langtidsamning, samsovning eller pasning af eget barn. Vi har været helt turen rundt og jeg synes det har været enormt givende. Husker I den første sæson, hvor jeg for åben skærm, ammede Milan som på det tidspunkt var langt over 1 år? Der blev skrevet flere artikler om langtidsamning og debatterne derude var virkelig heftige. Eller dengang jeg i min graviditet med Elliot, overvejede at tandemamme begge drenge og fortalte om det på åben skærm? Mange syntes at det var dybt godnat. Men amning har altid været en hjertesag for mig og derfor har jeg også altid talt meget højt om det – ikke kun her på bloggen, men også i De Unge Mødre.

Så nu kunne jeg godt tænke mig, at sætte endnu mere fokus på amning – i alle aldre. Amning (og langtidsamning), er blevet mere accepteret i løbet af de seneste par år. Det er i hvert fald min klare fornemmelse. Og det gør mig så glad! Amning er naturligt og smukt og kvinder skal bakkes op i, at amme deres børn. Selvfølgelig kun dem, som har lyst. Jeg har intet imod flaske og modermælkserstatning og kvinder, som vælger det til deres børn. Amning og flaske definerer dig ikke som værende en god eller dårlig mor. Det vil jeg gerne lige understrege! Men mit fokus er lige nu på amning og jeg håber derfor, at I vil hjælpe mig med, at sprede endnu et vigtigt budskab: Det er ok, at amme sine børn og det er ok, at amme dem, lige så længe som mor og barn føler for det. Amning er naturligt og det skal ikke gemmes væk eller gøres til skamme. Amning er smukt og til tider hårdt arbejde. Amning fortjener en hyldest og jeg håber virkelig, at I vil hjælpe mig med dette 🙏🏼

Kunne du tænke dig, at dele et billede af en ammestund mellem dig og dit barn, med mine læsere? I så fald må du meget gerne sende mig dit ammebillede til cellinamartinna@hotmail.com 💌

Tusind, tusind tak for at deltage i mit lille projekt. Jeg glæder mig til, at dele en masse smukke ammebilleder med jer!

Læs også mine tidligere indlæg om amning:

Er langtidsamning moderens behov?

Amning til naturligt stop?

12 af mine personlige råd til et vellykket ammeforløb

Og et lille skriv om hvordan og hvorledes Milan stoppede med at amme: Farvel og tak til amning