JEG MANGLER EN…

Jeg har det sidste halve års tid eller måske endda længere, gået rundt med en lidt mærkelig følelse indeni. Ikke konstant, men ofte og mest når jeg er sammen med andre. Jeg har tænkt og tænkt, om jeg mon skulle dele det med jer, for det er sgu lidt skørt ærlig talt. Jeg kan jo godt selv høre det.. Men tænk nu, hvis nogen måske havde oplevet det samme?

Jeg føler at jeg mangler et barn. Sådan helt bogstavligt talt. Tit får jeg sådan en følelse af, at der mangler én eller at jeg måske har glemt én? I ved, de der typiske mommy-situations, hvor man lige står og skal have styr på flokken og danne sig et overblik, særligt dér kan jeg få sådan en virkelig klar følelse af, at jeg mangler et barn. Jeg kan få helt ondt i maven og gå lidt i panik over det, selvfølgelig kun det øjeblik, som det tager mig at indse, at der jo ikke mangler nogen i den forstand. Det er virkelig mærkeligt. Jeg vil ikke sige, at jeg er særlig spirituel, men lige det her, det tager sgu røven på mig hver gang..

Det er lidt som om, at der er en sjæl, som venter på at komme ned til mig. Creepy, ikk’? Og ja, for nogen lyder det helt hul i hovedet og det er fair nok. Jeg synes jo heller ikke selv, at det giver ret meget mening, vel. Men hvorfor får jeg mon så klar en fornemmelse? Og hvorfor så ofte? Kan der være noget i det? Er der mon en lille sjæl, som står og tripper og venter på, at komme ned til os? Eller er jeg bare kugleskør? Don’t answer that 😉 Vi må vente og se. Jeg er slet ikke klar på flere børn lige nu og tanken om endnu en graviditet og fødsel er stadig  meget skræmmende. Vi må se.. Lige nu har jeg mere end nok i mine tre, elskede drenge.