MINE BØRN SKAL VÆRE AFHÆNGIGE AF MIG

Det jeg skriver nu, kan muligvis misforstås og opfattes som en kritik af andre, som gør det anderledes end Mikkel og jeg, men jeg er nødt til, at slå fast en gang for alle: Dette er ikke en kritik af forældre, som gør det anderledes end os! Og det gælder naturligvis alle mine blogindlæg. Jeg synes ikke andre er dårlige forældre, fordi de ikke følger mit værdigrundlag, for mine børn. Det er jo mine værdier for mine børn. Generelt er jeg faktisk et meget rummende og forstående menneske. Det er nok også derfor kritik for det meste praller af på mig, fordi jeg godt kan rumme forskellighed og at andre har en anden overbevisning end mig. Og dette er nok ikke ligefrem et indlæg, som vækker jubel hos de fleste. Tværtimod. Men det ændrer ikke på, at det er min holdning og at det er det, som føles mest rigtigt for mig.

Jeg tror på at der er en mening med alt og at Milan og Elliot er kommet ned til Mikkel og jeg, fordi vi er de forældre, som drengene har brug for og som kan guide dem igennem livet. Det samme gælder alle andre børn. Og eftersom jeg anser os for, at være kærlige og velfungerende forældre, som har et stort hjerte, der virkelig banker for vores drenge, så mener jeg, at det er vores opgave som forældre, at følge hvad vores hjerte fortæller os, i vores opdragelse af drengene. Det vil jeg faktisk også gerne opfordre alle andre til. Den bedste opdragelse kommer fra et godt og kærligt hjerte – ikke straf, ikke belønning, men et forstående hjerte, der elsker og som kan rumme. Men husk, at dette er en værdi i mit liv og i min relation til mine børn.

Jeg læste engang et citat, hvor der stod noget i stil med, at så snart man nævner ordet “hjemmeskole”, så er alle pludselig eksperter i skolesystemet og socialisering af børn. Det synes jeg er lidt sjovt. Beslutningen om at hjemmeskole vores børn, har vækket mange følelser hos folk. Nogen synes det er mega fedt og kan sagtens følge det. Andre tænker det er ok, men at de aldrig selv ville gøre det og så er der dem, som synes at vi er forfærdelige forældre. Hurra for forskellighed.

Men det der ofte vækker en del følelser hos folk, er når det kommer til socialisering og derfor er jeg nødt til, at slå en ting fast: Jeg mener IKKE, at mine børn har behov for, at være sammen med andre børn hver eneste dag. Jeg er af den overbevisning, at dem man tilbringer mest tid sammen med, er dem der påvirker én og har mest indflydelse på ens liv. Børns hjerner er ikke færdigudviklet og de er derfor ikke i stand til, at skelne mellem godt og dårligt – og dette er en af årsagerne til, at jeg ønsker at gå hjemme og passe mine børn selv, fordi jeg gerne vil være den omsorgsperson, mine børn knytter sig mest til og lære mest fra. Børn har brug for at knytte sig og de knytter sig til dem, som de tilbringer mest tid med. Og for mange børn, er det jævnaldrende klassekammerater.. For at sige det kort, så ønsker jeg ikke, at mine børn skal opdrages af andre børn. Mine børn skal opdrages af Mikkel og jeg. Dette kunne selvfølgelig også være en pædagog, men jeg mener nu, at jeg er bedre for mine børn end en pædagog, når jeg nu har muligheden. Og desuden vil en pædagog ikke have mulighed for, at være på børnene i samme omfang, som jeg er. Det er der slet ikke midler til.

Og betyder det så, at mine drenge ikke skal være sammen med andre børn? Nej! Naturligvis skal de det og det er de skam også. De er ikke kun sammen med deres fætre og kusine, som mange tror. De er sammen med andre børn. Hvor meget og hvor lidt, afhænger af mange ting. Vi har mulighed for, at være sammen med andre børn flere gange om ugen, med det store netværk, der nu engang er. Det afhænger simpelthen af, hvordan børnene har det, hvad vi har tid til og hvor stort et behov vi føler for det. Så det er meget forskelligt, hvor ofte vi ses med andre børn. Men det er korrekt, at når de er sammen med andre, så er jeg for det meste sammen med dem. Jeg er der til, at guide og hjælpe dem, hvis de har brug for det. Men Milan kan skam også godt være afsted uden mig, sammen med sin far, moster, bedsteforældre og oldeforældre. Men det er altid med mennesker, som han er tryg ved og som elsker ham – og som kender vores værdier. Og det er min overbevisning, at det er det absolut bedste for ham.

Og så tænker mange nok: “Men Martinna, skal dine drenge så ikke lære, at klare tingene selv og være uafhængig af dig?”. Nej! Mine børn skal IKKE være uafhængige er mig. Mine børn er 1 og knapt 4 år! Hør lige – det er små børn, vi taler om. Vi taler ikke om en 18 og 21 årig! Vi taler om små børn, som har brug for guidning og kærlige omsorgspersoner. Mine børn skal være knyttet til mig og have brug for mig. Forestil jer den her andemor, som kommer gående med sine små ællinger bag sig – som det mest naturlige i hele verden. Mine børn skal også følge mig – fordi det er det mest naturlige i hele verden. Og nej, det er ikke noget de er tvunget til. Det er noget, de skal have lyst til, fordi jeg forhåbentlig gør mit arbejde som mor godt. Det at have lyst til at følge sine forældre, tegner på en rigtig god tilknytning. Når mine drenge bliver større, vil de kunne mere og mere selv, men jeg tror og håber på, at de altid har brug for mig og det tætte bånd vi har. Hvem har ikke brug for et tæt bånd til sine forældre, som accepterer og elsker én, for lige præcis den man er? Det bliver man da aldrig for gammel til. Hvorfor har vores kultur så travlt med, at børn skal være selvstændige og løsrive sig hurtigst muligt fra deres forældre? Hvorfor er der en grænse for, hvor tætte vi må være med vores børn? Hvorfor er vi så bange for nærheden? Jeg forstår det ikke og jeg vil ikke være en del af den adskillelseskultur.

Selvstændigheden vil med tiden ændre sig. Jeg er virkelig ikke bekymret. Jeg er sikker på, at tryghed avler tryghed. Og jeg er sikker på, at drengene vil vokse op med enormt meget selvstændighed, gå-på-mod og et stort, åbent hjerte. Det kan jeg allerede se nu og det gør mig så glad og varm indeni.

Læs mere om hvorfor mine børn skal hjemmeskoles og hvordan en typisk hjemmeskoledag foregår herhjemme. Og så har jeg før skrevet mere om socialisering: “hjemmeskole og socialisering – den evige bekymring“. 

4 kommentarer

  • Mia

    Jeg har et helt andet opklarende spørgmål, som jeg håber du kan svare på, da jeg elsker ideen om mest muligt tid med børnene 🙂
    Hvordan gør man med karaktere og den videregående uddannelse, når de er færdige med de 9-10 års undervisningspligt og vil studere videre? 🙂

  • Tea

    Dejligt, kærligt indlæg ❤️ Jeg deler mange af dine værdier, selvom jeg hverken hjemmepasser – eller langtidsammer (måske næste gang 😉) for den sags skyld. Jeg ville elske begge dele, og jeg beundrer og hepper virkelig på alle, der gør det 🙌🏻 Jeg er tilgengæld psykologistuderende og af den overbevisning at det aller vigtigste du kan give dine børn er nærvær og tid sammen. Det er så vigtigt for tilknytningen, opdragelsen og selvværdet. Det er et par heldige drenge, du har ❤️

  • Anna

    Skønt indlæg❤️ Jeg hepper så meget på nærvær og tryghed! Jeg har fuld respekt for den måde du og Mikkel er forældre på – det er klart en inspirationskilde, i en ellers travl og “hurtig” verden som vi i dag lever i. Det eneste jeg selv tænker på (når jeg engang selv skal opdrage mine egne børn) er, at det for mig også er vigtigt at møde mennesker, der ikke synes man er fantastisk og som måske giver en modstand og endda gør én vred eller ked af det. Er det ikke netop sådanne “lussinger” i livet, der gør os stærke og modstandsdygtige senere i livet? Hvad tænker du om det i forhold til, at du ønsker at dine drenge omgås folk der elsker dem/gør dem trygge..?
    Dette er på INGEN måde kritik, da jeg respekterer din måde at gøre tingene på – blot et tankestrøj fra min side af.
    Positive vibes og kram herfra 💪🏼☺️

  • Anna

    Skønt indlæg <3 Jeg hepper så meget på nærvær og tryghed! Jeg synes, at du og Mikkel gør det super godt og jeg deler mange af de samme holdninger og værdier som Jer.
    Jeg tænker dog på, at når jeg engang selv får børn, ønsker jeg også, at mine børn møder mennesker i deres liv, som ikke altid vil synes, at de er fantastiske – men måske endda vil gøre dem vrede og kede af det… Er det ikke en del af livets små "lussinger", som gør os robuste og stærke senere hen i livet? Er det ikke meget sundt, at de små hjerter oplever modgang og lærer at håndtere følelsen af at blive såret eller vred..?
    Hvad tænker du om det?
    Dette er på INGEN måde kritik, da jeg som sagt er meget enig med Jer, blot lidt tankestrøg fra min side af bordet..
    Positive vibes og kram herfra 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *