NÅR (LANGTIDS)AMNING FUCKER OP

naar-amningen-fucker-op-langtidsamning-bid-cellina-martinna

Og her var så et indlæg og en overskrift, som jeg aldrig havde troet jeg skulle skrive! For amningen gik jo altså bare så godt og smertefrit her 2. gang. Og det gjorde den virkelig også.. I hvert fald indtil for et par måneder siden. Som en opfølgning på min Instagram post i går aftes og det, at jeg gerne vil involvere jer mere i, når tingene ikke går så godt herhjemme, vil jeg gerne dele dette meget sårbare emne med jer.

En dag i sommers begyndte Elliot, at bide under amningen. Og han syntes det var vældig sjovt, at se min reaktion og hvordan jeg højlydt ømmede mig. Jeg tænkte at det nok bare var en periode, for Milan bed mig også et par gange, måske fem-ti gange i løbet af de 2,4 år, jeg ammede ham. Men jeg tog fejl. Det var ikke bare en periode og Elliot bider mig lige nu mindst ti gange om dagen – og det er på en god dag! Jeg har tænkt og tænkt og prøvet at finde et mønster i alt det her bideri, men faktisk tror jeg bare at han bider, fordi han kan? Tandfrembrud my bare ass, han har bidt mig dagligt de sidste par måneder og det er så frustrerende. Jeg har selvfølgelig fundet et par metoder, som gør at det ikke er helt så smertefuldt; Jeg sidder f.eks. klar med en finger, som jeg kan stikke ind i hans mund, med det samme han bider fast – simpelthen for at få ham til at slippe. Og det har fungeret ok, indtil for et par uger siden..

Der skete der nemlig det, som jeg har frygtet aller mest. Han bed hul og av for helvede, hvor gjorde det ondt! Jeg tog fat i en ammerådgiver, som løbende var med mig og bakkede mig rigtig meget op. (Det er guld værd med en ammerådgiver, som ved præcis hvad hun snakker om og som kan give den helt rigtige vejledning. Af hjertet tak, Mia!). Mia kom med mange gode råd og et ammestop føltes slet ikke rigtigt, trods åbne sår og daglige bid. Jeg tænkte at jeg måtte bide smerten i mig og håbe på, at det snart gik over. Jeg har virkelig “snakket” meget med Elliot om alt det her bideri – fortalt ham at det gjorde ondt på mig og at han ikke måtte bide, tog ham fra når han bed osv. I ved, jeg har virkelig været sådan rigtig pædagogisk og prøvet nærmest alt.

Lørdag aften begyndte jeg så, at blive rigtig øm i hele mit højre bryst, som i forvejen havde et åbent sår. Jeg tænkte at det måske var brystbetændelse, som var på vej og rigtigt nok vågnede jeg søndag morgen med et fyldt og ildrødt bryst. Jeg lagde Elliot til, da det jo virkelig er vigtigt at få tømt brystet, når man har brystbetændelse. Jeg holdte vejret imens, for det gjorde mega ondt at amme med det åbne sår! Og så skete det, som selvfølgelig bare ikke må ske: Han bed endnu mere hul i såret! Fml! I løbet af morgenen blev mit bryst mere og mere ømt og jeg begyndte, at få feber og hovedpine. Jeg tog selvfølgelig fat på ammerådgiveren igen, som anbefalede mig at kontakte vagtlægen. Lægen ville dog ikke se mig, så længe jeg ikke havde store bylder med betændelse? Det passede mig egentlig fint, for jeg vil jo selvfølgelig helst undgå penicillin. Jeg blev i stedet anbefalet, at amme ud og rense såret godt. Så hele dagen i går blev brugt i sengen med en brystpumpe og jeg havde skiftende feber og mega hovedpine. I løbet af eftermiddagen prøvede jeg så, at ligge Elliot til det ikke betændte bryst. Jeg skulle jo nødig få betændelse i det også. Men tror I så ikke, at drengen også bider hul i det? Jeg græd helt ulykkeligt og jeg var bare der, hvor jeg tænkte: “Fuck det! Nu gider jeg ikke mere!”. Min grænse var for længst nået og jeg er fandme bange for, at han ender med at bide brystvorterne af mig. Sådan helt seriøst. Jeg har altid sagt, at jeg kun ville amme, så længe vi begge havde det godt med det. Og jeg trives bare virkelg ikke i det lige nu..

Men hvad gør man så, når drengen aldrig er blevet puttet uden et bryst i munden? Det er sgu lidt upraktisk. Jeg tog så en beslutning i går aftes om, at jeg ikke ville amme ham i søvn og gik også ind til det med ja-hatten på –  at jeg bare ville tage gråden, trøste ham, kramme og kysse ham. Jeg lå klar med ammebrikker (som om! I know!), en sut (ja ja, man må jo prøve!) og en sutteflaske med mit mælk i. Men han accepterede intet af det og efter et kvarters gråd, gav jeg ham brystet og han faldt i søvn med det samme. Uden bid vel og mærke. Men hvor er det altså svært. For jeg ved jo godt, at jeg bare burde holde fast i, at han ikke skal amme, når han bider, men jeg får så ondt af ham og tænker, at jeg jo bare gerne vil opfylde hans behov for den tryghed, det altid har været at blive puttet med bryst. Jeg elsker jo den lille skid og vil bare at han er glad og tilpas. Amning betyder rigtig meget for mig og jeg sætter en stor dyd i, at kunne amme mine børn ligeså længe, som de har brug for det. Og Elliot har bare rigtig meget brug for amning, i hvert fald når han bliver puttet til lur og nat. I løbet af dagen er det egentlig ikke et problem.. Men han har bare aldrig rigtig prøvet, at blive puttet uden bryst, så jeg kan slet ikke se for mig, hvordan jeg skulle putte ham uden. Hold kæft, hvor er det det altså bare svært.

Og hvor vil jeg så hen med alt det her? Well, jeg har ingen løsning og jeg sidder midt i alt lortet lige nu. Det er mandag morgen og mine bryster er bidt i stykker. Jeg har dog ingen feber eller hovedpine, så måske kan jeg alligevel bekæmpe brystbetændelsen med udmalkning, saltvand og en masse kokosolie. Det håber jeg. Og så vil jeg også gerne lige sige, at jeg har fået en helt fornyet respekt og forståelse for mødre, som oplever problemer med amningen. Jeg må nok indrømme, at jeg før lidt har tænkt: “Bid? Åh, så slemt kan det vel ikke være?”, men hvor tog jeg dog grusomt fejl! Og det må vel være min karma. Jeg tror på, at alt det vi kommer igennem i livet, skal lære os noget bestemt. Og det kan jo være, at jeg rent faktisk skal gennemgå alt det her, fordi jeg skal lære at amning ikke er alt og at man ikke skal holde fast i en eller anden idé om, at langtidsamning bare er det eneste rigtige, hvis det simpelthen ikke fungerer? Det er i hvert fald det første, som kommer til mig, når jeg tænker over, hvad jeg mon skal lære. Det er okay at ændre mening og det er okay, at ændre kurs i løbet af livet. Livet er én stor læringsproces. Så selvom det er lort lige nu, bliver jeg nødt til at tænke lidt dybere over det. Og så burde jeg måske også bare klappe mig selv på skulderen og sige: “Godt gået med de knapt 14 måneders amning, Martinna – det er ok at sige stop nu”…

 

 

 

Hvis I har lyst til at læse mere om mine tanker omkring amning, har jeg tidligere skrevet følgende indlæg:

Dette indlæg har 7 kommentarer

  1. Mille

    åh hvor jeg kan sætte mig ind i de følelser bår man (næsten) ved hvad vej det går. jeg kan tydelig huske det. mine børn blev så ik ammet mere end 3-4 uger!!! da jeg ingen af gangene havde noget der mindet om nok mælk til en kop kaffe (på en vild umpumpning ku Jeg MAX pumpe 30 ml ud og ellers kun 10-15 stykker. spørg lige om man sad med en dårlig smag i munden i mødregruppen. men man lærer lynhurtigt at finde fordelen ved at gi flaske (det er man ligesom påtvunget om min sp var sååå fantastisk og den bedste støtte) de ligger os helt tæt på huden når de får flaske. nu her hvor vi for længst er videre *de går begge i skole nu* betyder det bare så lidt. og det et jo ikke fordi man man skal krydse af i et felt når de starter til fodbold som 7 årig “blev du fuldamnet eller var du flaskebarn” 😁😃 men jeg VED hvor meget energi man bruger på det når man står i det. det fylder ALT ❤
    Du kan lade ham sidde med en sutteflaske om dagen, dem fra Avent med håndtag, og bruge den som leg (med din mælk i, eller vand) så han vænner sig til det “af egen fri vilje” 😊 og ik først når han er meget sulten eller har brug for trøst.
    Håber du finder en løsning der passer så i alle er glade 💜💙

  2. Camilla

    Puha.. Det med at blive bidt til blods kender jeg alt for godt. Min datter bed næsten (så det ud som) brystvorten af mig. Jeg græd virkelig voldsomt, når hun blev ammet, så jeg ved hvor ondt det gør. Amning er smukt, Amning er naturligt, men man skal ikke amme for enhver pris og Sarah endte med at få flaske. Hun trives ganske fint den dag i dag og mine brystvorter ser faktisk og så helt okay ud i dag. 👍

  3. Ellen-Kirstine Nielsen

    Jeg så på et tidspunkt en video på YouTube af en mor der havde samme problem, med et barn der bidder under amning. Hun viste i videoen at hun ammede – da datteren så bed, sagde hun bestemt AV og tog hende væk. Efter lidt tid, sagde hun at hendes datter godt kunne forstå aspektet i, at det gjorde ondt og hun derfor bare ikke fik noget mælk. Det lyder måske lidt drastisk, men det var noget blidere i videoen. prøv at søg på YouTube efter lignende videoer ❤️ knus

  4. Camilla

    Avavav, håber det bliver bedre! Jeg ammer også min søn i søvn og ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre ellers. Så håber du vil dele, hvordan du gør og hvordan Det kommer til at være ❤️

  5. Kirsten

    Først og fremmest: Tak fordi du deler! Det må være sårbart og svært. Tager du imod råd? Hvis ikke, så god mandag fra mig og stop med at læse her 🙂 Hvis ja, så:

    Jeg er langt fra ekspert i amning, men jeg ammede dog tvillinger i 14 måneder i kombination med BLW (dvs jeg fuldammede nærmest til de var 10 måneder – kun med fast føde til leg ved siden af). Begge piger mistede interessen indenfor et par uger, så derfor stoppede vi omkring 14 måneder.

    En af mine piger havde også en periode med bid. Jeg kan ikke huske præcis, hvor gammel hun var, måske 10-11-12 måneder, men vi kom igennem det! Jeg gjorde simpelthen det, at hun altid fik chancen for at starte en amning, om det var i løbet af dagen, til putning, whenever. Men HVER gang hun bed, så stoppede jeg amningen. Helt. Jeg sagde av eller stop eller et andet fast ord (kan ikke huske det præcis) og pakkede så brystet væk. Jeg forklarede så kort, hvad der foregik. Næsten hver gang. “Mor vil ikke bides. Det gør ondt. Når du bider, så stopper vi. Vi må gøre os endnu mere umage næste gang”. Hun fik altid et lille kærlighedstegn bagefter, men ikke sådan overdrevet. Bare nok til at hun forstod, at det altså ikke ændrede på, at jeg elsker hende. Næste gang det var tid til amning, så var det samme strategi. Til sidst lagde hun to og to sammen og stoppede med at bide. Det tog vist omkring et par uger, og jeg er sikker på, at succesen skyldtes, at jeg holdt mig FULDSTÆNDIG til de regler, jeg selv havde sat op. Ét bid = slut med den igangværende amning. Hver gang. Også ved putning. Og altid altid starte en amning med at give hende chancen.

    Jeg ved ikke, om det er en metode, som du ville være tilpas med, og føler du vil kunne forene med dine værdier. Ellers så ind af det ene øre, ud gennem det andet 😉 Jeg ville blot dele, da det virkede for os 🙂

    Al held og lykke til jer. Jeg er sikker på, at du nok skal få truffet den rigtige beslutning for dig og jer.

  6. Laura

    Kære Martinna.

    Gad vide hvordan du kommer videre efter dette indlæg og hvordan det går med amningen nu? Jeg kunne nemlig lige læse i dit nyeste indlæg at du stadig ammer Elliott?

    Mvh Laura.

    1. Cellina Martinna

      Kære Laura. Tak for din tanke! Det går meget bedre mht. amningen – han bider ikke længere og vi ammer faktisk bare, som vi plejer. Det er virkelig dejligt og jeg havde nærmest allerede glemt den svære periode. Men det viser jo bare, at det hele heldigvis kan vende meget hurtigt igen 🙂 <3

Skriv et svar