11 AF MINE BEDSTE RÅD TIL AT LEVE PLANTEBASERET


(Opskrift på denne ret kan du finde her)

Som en opfølgning på mit tidligere indlæg, hvor I kunne stille mig spørgsmål omhandlende den veganske kost og livsstil, kommer her mine svar: Mine aller bedste råd til en plantebaseret kost, med udgangspunkt i jeres mange, gode spørgsmål.

“Hvilke olier sørger du for at spise godt af? Hvad er dine bedste tips til at sikre god, nærende mælkeproduktion?”
– 
Kokosolie selvfølgelig! Det bruger vi til alt og det er faktisk også det eneste fedtstof, vi bruger i madlavningen. Jeg har også i perioder taget Udos choice olieshots. Den indeholder en masse gode olier og er særlig god under og efter en graviditet. Derudover vil jeg anbefale: Chiafrø, d-vitamin, grønne smoothies, nødder, avocado etc. er også sunde fedtstoffer og en god “mælkebooster”. Det er dog vigtigt at understrege, at kosten ikke er altafgørende for et vellykket ammeforløb – det handler lige så meget om at være i balance og at have det godt indeni. Jeg har før skrevet mine bedste og meget personlige råd til et vellykket ammeforløb lige her.

“Hvad får dine børn af kosttilskud?”
– Drengene får B12 tilskud og multivitamin.

“Vil du ikke lægge en opskrift ud af den lyserøde moussekage?”
– Jeg går udfra at det var den kage, som jeg postede på min Instagram for et par måneder siden. Og den kage var vist bare et eksperiment og desværre ikke fulgt af en opskrift.. Men måske jeg snart skulle prøve at lave den og få skrevet en opskrift til jer. I mellemtiden kunne I jo prøve denne veganske, hvide chokolademousse. Men pas på, man bliver altså afhængig!

“Hit gerne med dine bedste falafler og hvad du får dertil?”
– Åh, det er altså farligt, når I spørger mig om opskrifter.. For det er faktisk yderst sjældent, at jeg følger en. Jeg laver ofte veganske deller/bøffer/falafler, you name it, men det fungerer meget som “tøm køleskabet”. Jeg tager det som jeg har og smider det i en foodprocessor og så på panden. Det kunne eksempelvis være kikærter, linser, spinat, løg, hvidløg og krydderier. Noget af det bedste man kan tilsætte, er faktisk peberfrugt. Men hvis man godt kan lide at følge en opskrift, findes der også masser af veganske kogebøger. Og man kan altså spise falafler til alt! Falafler er bare altid godt.

“Hvor handler du veganske varer?”
– Alle steder. SuperBrugsen, Fakta, Netto og Føtex er mine foretrukne steder at handle ind. Men jeg synes faktisk, at de fleste steder har et ok udvalg af veganske varer. Ofte er det jo mange grøntsager, man handler ind som veganer og jeg køber kun økologiske grøntsager og frugt. Jeg ved efterhånden, hvor f.eks. økologiske bananer er billigst og hvor soyafløden er billigst. Og så køber jeg det der, hvor prisen er lavest. Der kan gå helt detektiv i mig, for at finde den bedste pris, haha

“Hvilke basis varer har du altid i skabene?”
– I køleskabet: Risdrik, soyafløde, hvidløg, løg, gulerødder, kartofler, blomkål, sød kartoffel, rødbede, basilikum, peanutbutter, avocado, Naturli’ smørbar, agurk, æbler, peberfrugt, vegansk smørpålæg, champignon, aubergine.
– I fryseren: Bananer, jordbær, wok mix, spinat, bønner, hjemmebagte boller, majs, ærter, køderstatninger.
– I skabene: Kakaopulver, chiafrø, græskarkerner, sesamfrø, mandler, rismel, kokosmælk, havregryn, rosiner, dadler, kikærter, linser, pasta, ris, kokosolie, olivenolie, bønner, flåede tomater, tomatpure, mørk chokolade, tofu.
Der er sikkert meget mere, men nu tog jeg lige udgangspunkt i det, vi har lige nu. Jeg har faktisk før skrevet et indlæg med veganske erstatninger til komælksprodukter. Det kan I finde her

“Hvor finder du inspiration til opskrifter?”
– Jeg følger nærmest aldrig opskrifter. For det meste eksperimenterer jeg bare med maden og så ender det (heldigvis) som regel godt. Jeg laver også ofte det samme mad og har faktisk lidt svært ved, at bevæge mig ud i noget nyt og helt vildt fancy. Det burde jeg nok blive bedre til. Jeg vil dog anbefale alle dem, som ønsker inspiration til vegansk kost, at søge ind i gruppen “Vegansk Mad” på Facebook – der er virkelig meget inspiration og en masse lækre madbilleder.

“Skal man tage noget ekstra i forhold til vitaminer som veganer?”
 Man anbefaler altid veganere, at tage B12 tilskud. Men ellers er det intet problem at leve plantebaseret, så længe man sørger for en sund og varieret kost – på ligefod med dem, som spiser kød og drikker mælk. Alle kan komme i vitaminmangel, så det er altid vigtigt at huske sine vitaminer.

“Hvor får du inspiration henne til vegansk kost? Og er det nemt med børn?”
– “Vegansk Mad” gruppen på Facebook er som sagt virkelig god og inspirerende. Og ja, jeg synes det er mega nemt, at leve plantebaseret med børn! Jeg har jo selvfølgelig heller aldrig prøvet andet.. Mine børn er heldigvis ikke kræsne og Milan kan sagtens spise linser, kikærter og generelt frugt og grønt. Jeg tror at jo tidligere man introducerer sine børn til alt slags mad, jo bedre og jo mere åbne er de for, at smage på maden.

“Kan du komme med nogle eksempler på veganske måltider?”
– Morgenmad: Spinat smoothie, nicecream med chiafrø, chiagrød med banan, ris pandekager, havregryn med rosiner og rismælk mm.
– Middag: Rugbrød med vegansk pålæg, f.eks. hummus og agurk, rispapir med avocado og veganske deller, scrambled tofu, hjemmebagt bolle med avocado, pølsebrød mm.
– Aftensmad: kartofler og rodfrugter i ovnen, sød kartoffel lavet som pomfritter, bønnefritter, veganske nuggets, wok mix med vegansk kød, tofu gryderet, taco skaller, pitabrød med seitan, hjemmelavet pizza, lasagne med hakket veggie, kogte kartofler med persillesovs og veganske deller, flødekartofler, pasta med tomatsovs, hjemmelavet burger, alt med guacamole (!!!), kartoffelsalat, indbagt buddadej med grøntsager, tarteletter og meget, meget mere.

“Laver du madplaner? Køber du ind til en længere periode af én gang?”
– Nej, vi laver ikke madplaner. Men vi handler ind hver søndag og så til en uge frem. Det fungerer rigtig godt!

Dette indlæg har 3 kommentarer

  1. After looking over a few of the articles on your web page,
    I honestly like your way of blogging. I saved it to
    my bookmark site list and will be checking back soon. Take a look at my website too and let me know how you feel.

  2. Annette

    Hvilken slags b12 får milan??

    1. Cellina Martinna

      Nogle tyggetabelettdr fra helsekosten ?

Skriv et svar til KerzhakovHut Annuller svar