ER DET MERE MINE BØRN END MIKKELS?

martinna-de-unge-moedre-ifavn

Forleden kom jeg til at snakke med en veninde, om de første par afsnit jeg var med i, i De Unge Mødre. Et af de første afsnit omhandlede nemlig, at jeg for første gang skulle væk fra Milan og i den forbindelse snakkede jeg selvfølgelig, om alle de svære følelser forbundet med det. For det var da virkelig svært, at jeg skulle undvære mit barn på kun 1 år i så mange timer. Og jeg husker også, at det føltes ret forkert indeni.. Min tilrettelægger kunne godt mærke min utryghed og hun spurgte mig i et interview: “Martinna, sådan helt ærligt, føler du så at Milan er mere dit barn end Mikkels?”. Jeg husker at det spørgsmål gav mig lidt sved på panden, for selvom jeg egentlig var meget afklaret, vidste jeg godt at det var et farligt emne at berøre. Og særligt på landsdækkende tv. Jeg fik vist sagt noget i stil med, at “ja, jeg føler ærligt at Milan er mere mit barn”… Og det hørte jeg ret meget for, kan I nok forestille jer. Det må man altså ikke sige højt sådan noget, fandt jeg hurtigt ud af. Og selvom mange mødre sidder derude med samme følelse, er det lidt forbudt at føle sådan. Og totalt unfair. For det er jo i princippet lige så meget farens barn, ikk’?

Der er så meget om ligestilling nu til dags. Der må ikke gøres forskel. Alle skal behandles ens. Og det er jo med de bedste intentioner. Men helt ærligt, ikk’? Der er jo forskel på en mor og en far. En mor kan noget helt specielt – og en far kan noget helt specielt. Men de kan altså ikke nødvendigvis det samme..

amning-elliot

Nu tænker jeg lige lidt højt. Vi er skabt til, at bære vores børn i 9 måneder, skabt til at føde dem ud af vores aller helligste, for derefter at amme dem, tage os af dem og give dem en masse kærlighed og tryghed. Det er vel ikke helt tilfældigt, at der dannes modermælk i vores bryster og at baby er fuldstændig afhængig af sin mor, for simpelthen at kunne overleve. Der er jo en god nok mening med det hele, hvis man tænker over det. Og det er altså en fornem opgave, at være en andens mor. Den titel kan noget helt særligt og jeg synes ikke den skal undervurderes.

Dermed ikke sagt, at faderrollen ikke kan noget. For dét kan den. Og den er virkelig også vigtig. Jeg er så evig taknemmelig over, at mine børn har Mikkel som far, for han er fuldstændig fantastisk og han kan noget helt særligt. Han er virkelig tæt knyttet til begge vores drenge og man kan tydeligt mærke kærligheden imellem dem. Jeg ville aldrig være min mand foruden! Men det første stykke tid af vores drenges liv, har jeg altså været den primære omsorgsperson og jeg har været tættest knyttet til drengene. Det er noget både Mikkel og jeg er helt afklaret med og det har aldrig skabt gnidninger imellem os, at “rollerne” var fordelt på den måde. Og dagen i dag er Milan mindst lige så knyttet til Mikkel som til mig. Man kan tydeligt mærke en sund og tæt tilknytning til os begge to.

mine-tre

Jeg er ikke ude på, at støde nogen og hver familie skal selvfølgelig gøre det, som fungerer hjemme hos dem. Jeg kender flere familier, hvor børnene er tættere knyttet til deres far og jeg kender også fædre, som har det fulde ansvar for omsorg og pleje. Det behøver selvfølgelig ikke altid, at være på en bestemt måde. Men herhjemme har jeg helt sikkert følt, at drengene har været mere “mine” end Mikkels i den første tid – forstået på den måde, at jeg har været den primære omsorgsperson. Jeg ved jo godt, at de principielt lige så meget er Mikkels børn. Hvis det ikke var for ham, havde de jo slet ikke eksisteret. Men moderskabet kan altså noget, som intet andet kan. Det er smukt og ømt og det bedste, jeg nogensinde har kendt til. Min livmoder har været mine børns hjem i 9 måneder, mine bryster har givet mine børn føde og sørget for deres sundhed og vækst, for ikke at nævne alle de søvnløse nætter, bekymringerne, kærligheden, tårerne og den ubeskrivelige og hengivende kærlighed til min lille, elskede baby. Det er altså livet selv og det er ikke skamfuldt, at føle sig som den vigtigste person i babys liv. I hvert fald ikke i min verden.

img_0242

Og vi kan selvfølgelig også noget helt særligt. Alle fire. Sammen.