JEG FØLER MIG MISFORSTÅET… + STATUS PÅ LIVSSTILSÆNDRING #1

img_5832

Inden jeg deler med jer, hvordan den første uge med min livsstilsændring er gået, vil jeg gerne slå én ting fast. Jeg har fået mange private beskeder fra folk, efter jeg fortalte at jeg ønsker at leve sundere, spise mindre og tabe mig. TAK fordi I skriver til mig, deler erfaringer og giver mig skuldreklap. Det er så pænt af jer! Jeg er dog lidt ked af, hvis jeg har givet jer et indtryk af, at jeg går meget op i tallet på vægten. For det er langt fra min mening…

Jeg kan godt forstå, hvis det måske virker sådan, da jeg jo har skrevet meget om min vægt herinde. Grunden til at jeg gerne vil tabe mig de her 10 kg, er fordi at jeg tydeligt husker, hvordan jeg havde det med mig selv, da jeg vejede 10 kg mindre end jeg gør nu. Jeg havde det nemlig rigtig godt i min krop og jeg følte mig slet ikke begrænset på samme måde, som jeg gør nu. Derfor formoder jeg også, at jeg højest sandsynligt vil få det på samme måde med min krop, når jeg igen har nået min før graviditetsvægt. Men I må ikke tro, at det handler så meget om tallet på vægten! Den følelse af glæde og tilpashed i kroppen kan ligeså vel komme, når jeg har smidt 3 eller 6 kg. Jeg har derfor heller ikke som sådan et ønske om, at ramme et bestemt tal på vægten. Jeg vil egentlig bare gerne være sund og glad igen.

Det er simpelthen bare så vigtigt for mig at pointere, at et skide tal IKKE skal styre os. Jeg ønsker på ingen måde at bidrage til, at nogen skal have det skidt med sin vægt eller med sit selvbillede, for den sags skyld. Ingen skal sammenlignes og ingen skal føle, at de skal leve op til mange af de sindssyge skønhedsidealer, der nu engang er. Det er vigtigt at elske sin krop og at passe bedst muligt på den. Og så er det vigtigt, at finde fred i og med den krop, man nu engang er skabt i. Derfor tog jeg også valget om, at ændre min livsstil. Jeg ønsker ikke, at mishandle min krop længere. For det har jeg virkelig gjort med junk, sukker og for meget stivelse. Jeg har overspist og jeg har behandlet min krop rigtig skidt. Men det er heldigvis slut nu…

Jeg vil ikke kalde dette for en kur, for jeg synes at det har en negativ klang. Men siden jeg skrev dette indlæg for ca 1,5 uge siden, har jeg virkelig ændret på mange af mine dårlige vaner og overspisning. Jeg har været ude at løbe 5 gange og jeg nyder det virkelig! Selvom jeg altid har hadet at løbe, kan jeg mærke at det alligevel gør mig noget godt – jeg føler mig glad, stolt, overskudsagtig og jeg føler endda også, at det giver mig mere energi i hverdagen. Ja, jeg glæder mig rent faktisk til, at komme ud at løbe nu. Hvad sker der lige for det?! Nå, men jeg vejede mig altså i mandags for at se, hvor meget der mon var røget på denne uge og vægten sagde 63,9 kg! Jeg har altså tabt mig over 2 kg på en uge. Så fedt. Det meste er væske, I know, men det føles virkelig godt, da jeg virkelig kan se en tydelig forandring i spejlet. Jeg er ikke længere så oppustet og jeg føler mig meget bedre tilpas. Jeg er virkelig glad for min beslutning og det føles bare så pisse godt altså.

img_5827

 

 

Læs også NU FÅR I DEN HELT RÅT – SE MIG I EN STØRRELSE 44

Skriv et svar