KOENS MÆLK? ER DET TIL KALVEN ELLER MIG?

Jeg vil gerne lige starte med at sige, at jeg udmærket er klar over, at dette billede måske er sat lidt på spidsen. Og jeg er godt klar over, at det muligvis vil provokere nogen. Og det er ok. Alt jeg skriver i dette indlæg, er udelukkende skrevet ud fra min egne følelser. Jeg har ikke lyst til at gå ind i en yderligere debat om mælkeindustrien og om hvorvidt det er rigtigt eller forkert at drikke komælk.

Jeg har været vegetar, lige siden jeg kan huske. Det har altid været meget unaturligt for mig, at skulle spise kød fra dyr. Det har aldrig givet mening for mig, når der nu fandtes så meget lækkert mad, som ikke var lavet af dyr. Så det har jeg altså ikke spist i 15 år eller der omkring. Jeg har dog spist æg og smør og altid elsket flødekartofler og chokolade is fra Ben & Jerry’s. I hvert fald lige indtil for omkring 2 år siden. Da Milan var et halvt år, droppede jeg æg og cirka et år efter komælk. Det var en længere proces egentlig.

Der skete et eller andet indeni mig, da jeg fødte Milan og begyndte at amme. Det var som om, at jeg begyndte og se tingene i et nyt perspektiv. Jeg følte den her enorme kærlighed til min baby – den kærlighed, som kun en mor kender til. Og derfor kunne jeg også pludselig forstå, hvilke følelser en moder måtte have til sit afkom. Jeg havde altid haft et lidt akavet forhold til amning, men alt gav pludselig god mening, da jeg selv sad med min nyfødte baby og ammede ham. Som det mest naturlige i hele verden. Det her mælk var jo skabt til min baby – fyldt med alt den næring, som min baby havde brug for, for at kunne vokse sig stor og stærk.

Dét satte nogle tanker i gang. Jeg begyndte at få kvalme, når jeg spiste mælkeprodukter. Og nogle gange tog tankerne over og jeg kunne få et billede i mit hoved af, at jeg lå og ammede ved en ko. Det var virkelig en klam og mærkelig tanke og selvom jeg prøvede at skubbe den væk, sad billedet alligevel i mit hoved. Den her Rittersport smagte jo så godt og jeg havde ærligt talt ikke lyst til at tænke over, hvordan den var fremstillet og om en ko mon havde lidt i processen.

Selvom billedet ovenover er ret provokerende – og tro mig, jeg kan godt forstå, at nogen måske himler med øjnene. For en ko kan jo ikke sammenlignes med et menneske… Eller hvad? Hvis vi nu lige graver lidt dybere ned, er der så virkelig den store forskel? Skal alt levende ikke behandles godt og med respekt? Jeg mener bare: En kvindes modermælk er skabt til, at made sin baby. Lige så vel er koens mælk vel skabt til dens kalv? Er det ikke lidt unaturligt, at vi malker koen? Er det ikke lidt synd, at vi tager kalven væk fra dens mor, fordi at vi skal bruge dens mælk til at lave smør og creme fraiche? Det gør altså lidt ondt i mit moderhjerte og jeg kan ikke lade være med at undre mig.

Jeg ønsker ikke at omvende folk og jeg har respekt for at andre vælger, at leve deres liv på en anden måde, end jeg selv gør. Jeg tænker bare at det kan være sundt og nødvendigt nogle gange, at tænke lidt anderledes og turde stille spørgsmålstegn.  Måske er det ikke altid det bedste, at gøre det som vi har gjort længe. Måske burde vi have lidt mere tillid til, at naturen ved hvad den skal. Måske burde vi ikke altid blande os. Måske burde vi lade dyrene være og holde fingrene fra deres mælk? Hvad tænker I? Hvordan har I det med komælk? Drikker I det? Hvorfor og hvorfor ikke?