TANDPASTA MED ELLER UDEN FLUOR?

VI SVIGTEDE MILAN…

milan-ked

Jeg skrev forleden et indlæg, hvor jeg fortalte at vi var flyttet hjem til min mormor og morfar. Vi har boet hos dem i knapt 4 uger nu og det er egentlig gået ret godt. Ja, bortset fra at jeg havde glemt en vigtig detalje. Eller ikke ligefrem glemt, men i hvert fald gik det hele så stærkt, at jeg ikke havde overvejet hvilke konsekvenser det ville få for Milan, at blive rykket væk fra hans faste base.

Jeg har egentligt længe vidst, at Milan var en følsom dreng, men her i løbet af de sidste par måneder, er det gået mere og mere op for mig, hvor følsom han rent faktisk er. Han blev jo storebror for to måneder siden og det er gået overraskende godt. Han elsker hans lillebror, kysser og krammer ham og er generelt en meget kærlig storebror. Han har aldrig været sur på Elliot eller bebrejdede ham for at tage min tid. Når han har været frustreret, er det altid gået udover Mikkel eller jeg. Aldrig Elliot.

Måske har jeg i virkeligheden undervurderet det, at blive storebror. For jeg skænkede det ikke en tanke, at det måske ville være lidt for mange ting på en gang, at vi pludselig også flyttede væk fra vores hjem. Det var jo nødvendigt og vi havde ikke rigtig et valg. Og jeg tænkte, at så længe han havde Mikkel og jeg, kunne det da være ligegyldigt, hvor vi boede henne. Home is where the heart is, som så fint var skrevet på en wallstickers over vores sofa.

Et stykke tid inden Elliot blev født, læste vi hver aften inden Milan skulle sove. Vi læste “Vi skal have en baby” og Milan elskede det. Til sidst kunne han faktisk hele bogen udenad. Det var så sødt! Vi blev også ved med at læse den, da Elliot blev født. Tænkte at det var vigtigt, at vi holdt fast i nogle af vores faste rutiner, selvom Elliot var kommet til verden. Så den pakkede vi selvfølgelig med hjem til min mormor og morfar.

En af de første aftner vi skulle overnatte hos mine bedsteforældre, fandt vi bogen frem og læste den. Et stykke inde i bogen, kiggede jeg ned på Milan, som pludselig var blevet ret stille. Han sad med bævrende mund og tårer i øjnene. Jeg spurgte ham hvad der var galt og så brød han ud i gråd. “Jeg savner lejligheden, mor. Jeg vil hjem!”. Han var så ulykkelig. Først der gik det for mig, at jeg havde udsat ham for alt for meget forandring, på alt for kort tid. Mit hjerte bristede fuldstændig og jeg følte, at der var en som stak mig i maven. Milan havde jo ikke valgt, at der skulle ske alle der her ændringer. Det var VORES valg og vi havde faktisk overset ham… Jeg krammede ham hele aftenen, mens han lå i mine arme. Han var mega træt, overstimuleret og bare rigtig ked af det. Det var vildt vigtigt for mig, at han fik lov til at græde det helt ud og at vi virkelig fik talt igennem, hvor ondt det gjorde indeni ham. Jeg tror nemlig det er vigtigt, at få lov til at græde og at mærke alle de her triste følelser – det er jo en naturlig del af livet. Men av, hvor gjorde det ondt i mit moder hjerte. Jeg lå selv med tårer i øjnene og jeg følte mig virkelig som jordens værste mor.

Her en måned efter vi flyttede, er der heldigvis faldet ro på igen. Milan elsker hans oldemor og oldefar og han hygger sig så meget i deres selskab. Pandekager, puslespil og leg er en stor del af dagligdagen med dem. Hver morgen han står op, er det første han gør, at løbe ind i stuen til oldefar og spørge om han har sovet godt. Han er så sød og betænksom.

olde-og-milan

Note til mig selv: Husk at trække vejret en gang i mellem og stop op og se dig omkring – og kig hinanden dybt i øjnene. Man kan ikke undgå forandringer i livet og jeg kan ikke undgå, at Milan vil blive såret fremover. Men shit, hvor er det vigtigt at mærke efter og få sat ord på det. Og kramme hinanden rigtig hårdt!

Lidt dybe tanker her på en fredag aften. Håber I alle får en dejlig weekend med dem I holder af.

 

   

2 kommentarer

  • Anna

    Først tak, fordi du i sin tid gav dig tid til at svare mig med den mest opmuntrende besked. Efter jeg har ‘erkendt’ overfor mig selv og mine omgivelser at jeg er ifavnsk mor, har jeg bare fået så meget mere ro i min mave og i min hverdag.

    Til dit indlæg, HOLD NU OP! Hvor er du en fantastisk mor. At Milan får lov at græde ud og dele sine følelser også selvom hver eneste tårer gør ondt på mor, er bare så stort.. Da jeg læste indlægget kunne jeg næsten mærke alt den kærlighed imellem jer da du lå og krammede ham mens han græd ud og derefter fandt ro.<3
    Glæder mig til at følge med i husprojektet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cellina Martinna

      Tusind tak, søde Anna, det er jeg rigtig glad for at høre. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TANDPASTA MED ELLER UDEN FLUOR?