EN STOR BESLUTNING ER TRUFFET - VI SKAL FLYTTE

MIN FØDSELSBERETNING – DA ELLIOT KOM TIL VERDEN PÅ STUEGULVET

9
Billedet her er taget få sekunder efter Elliot kom til verden – d. 23. oktober kl. 2.53.

Lørdag d. 22. oktober kl. 19:30 gik mit vand. Mikkel, Milan og jeg sad inde på Milans værelse og legede på gulvet. Jeg var i uge 39+0. Der kom rigtig meget vand… Jeg gik lidt i panik og begyndte at stamme: “Mikkel, mit vand er gået… Mit vand er gået.” Mikkel rejste sig op og råbte: “YES! Nu kommer Elliot snart ud, Milan!”. Jeg ringede med det samme til Melanie, som gav besked videre til min mor, da hun skulle passe Milan under fødslen. Herefter ringede jeg til Maria, min fødselshjælper, som fortalte at hun kunne være ved mig om en times tid.

5-10 minutter efter kom Melanie, Anine (min lillesøster) og min mor op i lejligheden. Jeg sad på toilettet, da vandet blev ved med at sive. Det var helt vildt, så meget fostervand der kom ud. Det føltes som flere liter! Jeg rystede og var helt vildt spændt i kroppen. Folk var glade og der var en god stemning. Mikkel og Anine gik rundt og ordnede praktiske ting i hjemmet, mens Melanie sad ved mig ude på badeværelset. Min mor og Milan snakkede om, at de ville gå en tur ned i Brugsen og købe noget lækkert og så ville de tage hjem og lave perler. Det var første gang han skulle overnatte ude og det havde jeg været mega spændt på månederne forinden, men han var heldigvis glad og ville rigtig gerne med min mor hjem. Jeg kyssede Milan farvel og min mor og ham tog glad af sted. Jeg ringede til sygehuset for at informere dem om, at mit vand var gået. Jeg havde hørt fra andre, at det var en god ide at ringe i god tid, da det godt kunne tage noget tid for jordemoderen, at komme ud. Jeg aftalte med fødegangen at ringe igen, når veerne tog til.

1

Jeg begyndte at gøre lejligheden klar og gøre lidt rent. Det var vigtigt for mig, at der var orden omkring mig og at der var styr på alle de ting, vi skulle bruge til fødslen. Jeg tændte stearinlys og lod tv’et køre i baggrunden.

Kl. 20.30 ankom Maria, min fødselshjælper. Jeg var lidt rastløs og gik bare rundt i ring i lejligheden. Jeg kunne ikke rigtig finde ro. Der var kun småveer, men slet ikke nogle som tog til. Veerne føltes mærkeligt – de sad omme bagtil og pressede og jeg blev derfor lidt i tvivl om et lavement ville hjælpe.

Kl. 21.00 prøvede Melanie og Maria at tage tid mellem veerne. De var meget uregelmæssige og varede et halvt til et helt minut. Jeg begyndte at blive sulten, så jeg fik lidt rester fra aftensmaden. Vi fik rykket madrasser, dyner og puder ind i stuen og fik gjort det hele rigtig hyggeligt og behageligt. Det var så afslappende og der var en dejlig ro.

2

Omkring kl. 22.30 kom min mor forbi med hjemmelavede boller. Min far og Milan var gået kold i sofaen derhjemme. Der var en dejlig rolig stemning og vi sad bare og hyggesnakkede i sofaen. Jeg husker at jeg var så træt af, at mine veer ikke tog til. Jeg frygtede nemlig, at det så ville blive en rigtig lang fødsel. Jeg slappede godt af på madrassen og prøvede at lave laboro vejrtrækning under veerne, men det var egentlig rarere med en dyb vejrtrækning, så det gjorde jeg i stedet. Jeg kunne nemt slappe af og veerne var ikke mere smertefulde end normale menstruationssmerter. Vi grinede og havde det hyggeligt og jeg ventede spændt på, at veerne skulle tage til.

4

Kl. 23.45 tog min mor hjem igen og kun 10 minutter efter begyndte veerne rigtig at tage til. Omkring midnat bad jeg Melanie om, at ringe til fødegangen, da jeg fik en fornemmelse af, at det nok ville gå stærkt nu. Jordemoderen inde på fødegangen fortalte mig, at der ikke var nok jordmødre til, at de kunne sende en ud til mig og at jeg derfor måske blev nødt til, at komme ind på sygehuset. Panikken bredte sig og jeg tænkte, at det nok lige var lidt for sent. Jeg skulle under ingen omstændigheder ud og sidde i en bil nu. Heldigvis ringede hun 5 minutter efter og sagde at hun havde fundet en jordemoder, som kunne komme ud, men at hun skulle have en studerende med. Jeg havde egentlig frabedt mig en studerende, da jeg tænkte at vi var mange mennesker i forvejen, men lige der var jeg ret ligeglad – bare der kom en jordemoder. De sagde at de kunne være ved os om en times tid.

Kl. 00.30 gik jeg ud på badeværelset for at tisse. Melanie gik med mig. Veerne var meget kraftige og hyppige og de gjorde meget ondt. På et tidspunkt fik jeg en ve, hvor jeg kastede mig ned på gulvet. Det gjorde simpelthen for ondt til at jeg kunne stå op og jeg kunne ikke bære min egen krop. Jeg lå på badeværelsesgulvet og begyndte at kaste op. Jeg var inde i min egen verden og ønskede egentlig bare at blive liggende. Maria kom dog ud og sagde at det ville være en god ide, at jeg kom ind på madrassen igen. Det var ellers vildt dejligt at ligge på det kolde gulv.

Jeg fik slæbt mig ind i stuen igen og lagde mig på madrassen. Jeg havde det mega varmt og bad Mikkel om at finde blæseren frem og fyre helt op for den. Jeg fik kolde klude og isterninger på mig. Det var så dejligt og smertelindrede mig faktisk en del. Jeg fik nogle ret kraftfulde veer og jeg havde svært ved at afspænde. Jeg spændte i mine ben under veerne og det var ligesom om, at det egentlig hjalp lidt at spænde op. Det var i hvert fald helt umuligt for mig at afspænde. Det var tydeligt at mærke, at min krop virkelig udvidede sig nu. Da jeg havde udvidelsesveer med Milan havde jeg kun én ve, hvor jeg spændte op, ellers var det nemt for mig at slappe helt af og arbejde med vejrtrækningen. Det var dog slet ikke muligt denne gang..

5

Kl. 01.15 begyndte det at presse forneden og jeg følte pressetrang. Jordemoderen var dog ikke kommet endnu, så Mikkel ringede til fødegangen for at høre hvor langt de var, da jeg altså var begyndt at presse lidt. De fortalte at de var hos os om 20 minutters tid.

Kl. 01.40 begyndte jeg at presse med på veerne. Jeg var dog overbevist om, at jeg ikke var mere end 6 cm. åben. Jeg følte slet ikke at det gav mening, hvis jeg allerede skulle være 10 cm. åben, når jeg 2 timer forinden knapt nok havde nogle veer. Men det eneste der hjalp på smerterne var altså, at presse med på dem, så det gjorde jeg! Jeg husker at jeg tænkte: “Fuck det! Nu presser jeg bare og så må det bære eller briste.” (Bogstavligt talt!). Jeg var fuldstændig ligeglad. Jeg havde svært ved at holde smerterne ud og jeg tænkte flere gange, at jeg bare ville væk fra det smertehelvede. Det var lidt skræmmende, for jeg kunne jo intet gøre. Jeg blev nødt til at være i det.

Kl. 2.00 ankom jordemoderen og den studerende. Jordemoderen kom roligt ind og hilste på os. Hun satte sig på madrassen og sagde: “Jamen det ser jo fint ud. Du presser bare stille med, når du får en ve.”. What, tænkte jeg. Jeg var jo stadig helt sikker på, at jeg slet ikke var åben nok. Jeg spurgte hende om hun ikke skulle undersøge mig, men det mente hun slet ikke var nødvendigt. Jeg havde egentlig frabedt mig undersøgelser i min ønskeliste til fødslen, men jeg var virkelig i tvivl om hvor åben jeg var.

7
Se lige hvor koncentreret min kære mand ser ud 😉

Kl. 2.15 sagde jordemoderen til mig, at jeg skulle prøve at hvile i mine presseveer og kun presse med, når jeg slet ikke kunne lade være. Jeg havde det så mega varmt og jeg bad om endnu mere kulde. Det var såååå varmt og jeg havde den vildeste pressefornemmelse forneden. Det var så vildt at mærke hvordan tyngdekraften bare arbejdede med mig, når jeg sad på knæerne, modsat liggende som jeg gjorde under min første fødsel. Bare et lille vrik i hoften gjorde, at jeg fik en presseve.

Kl. 2.40 bad jordemoderen mig om, at skifte stilling. Det virkede totalt uoverskueligt, men Melanie og Maria hjalp mig om i en squat stilling, så jeg sad med fronten til jordemoderen og hvilede med overkroppen på Maria. Jordemoderen sagde på et tidspunkt, at hun kunne se hår og først dér gik det op for mig, at jeg virkelig var fuldt åben og at det altså snart var ovre. Jeg blev så glad, at jeg nærmest jublede. Pressefasen var jo virkelig det jeg havde frygtet allermest, da pressefasen varede 3 timer med Milan. Det var mega hårdt, men jeg pressede virkelig til og jeg gav alt hvad jeg havde. Nu skulle han bare ud!

Kl. 02.53 kom den smukkeste lille skat til verden. Han var så lækker og jeg var ovenud lykkelig. Alle var glade og helt oppe og køre over det lille menneske, som lå på mit bryst. Jeg kunne slet ikke forstå, at det allerede var ovre. Det hele var gået så stærkt og jeg havde aldrig troet, at det kunne gå SÅ hurtigt. Det var den vildeste oplevelse og jeg var simpelthen så lettet.

8

Jeg ønskede jo en helt naturlig fødsel og jeg havde derfor frabedt syntocinon injection. Det hele gik så let og moderkagen var ude 20 min. efter Elliot var kommet til verden. Jeg ønskede også sen afnavling – altså at navlesnoren først skulle klippes, når den var stoppet med at pulsere. Det gjorde den allerede et par minutter efter. Jeg fik ingen former for medicinsk smertelindring og bristede heller ikke denne gang. Det var så fantastisk, at vi bare kunne ligge os ind i sengen bagefter, uden stress og jag. Der var ingen hospitalssenge, ingen instrumenter eller tomme, hvide vægge – nej, det hele var hjemligt og trygt. Der var ro og kærlighed og jeg var omringet af mennesker, jeg holdte af. Det var virkelig, virkelig en fantastisk oplevelse og jeg er så glad for, at det hele gik som jeg havde håbet og ønsket.

10
Milan og Elliots første møde.

11
Den stolte far hud til hud med vores lille skat.

12
Mine fantastiske unger. Milan August og Elliot Alexander <3

 

   

2 kommentarer

  • Stinne

    Dejlig fødselsberetning! Måtte knibe en tåre to gange 🙂
    Dejligt at læse. Jeg kunne nemlig huske at du havde presseveer i 3 timer med Milan. Jeg havde i 4 timer med min datter, så rart at høre det kan gå anderledes anden gang 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Hvor er det bare en smuk fødsel

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EN STOR BESLUTNING ER TRUFFET - VI SKAL FLYTTE