JEG HAR DÅRLIG SAMVITTIGHED

 

En sovende Milan

Det er faktisk et ret ømt punkt det her og jeg er lidt bange for at snakke for højt om det, for hvad nu hvis, jeg er den eneste som går med sådanne tanker? Er jeg lidt for følsom og tænker jeg for meget over tingene? Eller er det mon helt normale tanker for en mor til snart to?

I dag er jeg 31+1 i min graviditet med Elliot og jeg synes at ugerne går rigtig stærkt nu. Jeg har lidt svært ved at følge med. Jeg tænker at før jeg for set mig omkring, er jeg mor til to. Det er lidt uhyggeligt egentlig. Jeg har stadig så svært ved at forholde mig til, at der rent faktisk ligger en baby i min mave. Jo, jeg mærker dagligt spark og jeg ved jo også godt, at han er derinde. Men jeg kender ham jo ikke, jeg ved ikke hvordan han ser ud og hvordan han er. Jeg holder da af ham på en eller anden måde, men jeg har jo slet det ikke samme forhold til ham, som jeg har til Milan. Selvfølgelig ikke. Milan er mit et og alt og jeg elsker ham højere end nogen anden. Og sådan tænker jeg da også, at jeg får det med Elliot, når først han ligger på min mave. Sådan var det jo også med Milan – kærligheden opstod med det samme, jeg mødte ham. Men hvad nu hvis, at jeg ikke har nok kærlighed til to børn? Ej, hvor er det klamt og uhyggeligt at jeg kan få mig selv til, at skrive det. Jeg væmmes helt ved mig selv. Sådan må man jo ikke tænke og jeg ved jo dybest inde, at jeg kommer til at elske Elliot så ubetinget højt – ligeså højt som Milan. Alt andet ville være mærkeligt. Men tankerne flyver alligevel afsted..

Og min lille elskede Milan, som bare stadig er så lille og ny her i verden. Hvad med ham? Han har jo ikke bedt om, at blive storebror. Han har ikke bedt om, at skulle dele Mikkel og jeg med nogen. Det er vores behov – i hvert fald lige nu. Jeg ved at søskende er den største gave, man kan give sine børn og jeg elsker mine søskende så højt. Jeg ville aldrig undvære dem. Men i mine helt tidlige år, tror jeg da at jeg var ret så træt af, at skulle dele mine forældre med dem. Hvis jeg sidder og læser dette blogindlæg om 10 år, tror jeg også at jeg ville tænke, at jeg er fuldstændig skør. For selvfølgelig får mine to drenge så meget glæde af hinanden på et eller andet tidspunkt og jeg ville have det skidt med, at Milan var enebarn. Men når det så er sagt, hvordan skal det så lige gå med Milan, når Elliot kommer til verden? Vi snakker enormt meget om lillebror i maven og Milan fortæller mange historier om, at han skal lege med lillebror og alle de ting, han skal låne af ham. Men han aner jo slet ikke, hvad det egentlig vil sige. Han vil først virkelig mærke det, når Elliot er kommet til. Og hvor er jeg bange for, hvordan han reagerer. Hvad nu hvis han føler, at vi svigter ham? Og hvad nu hvis han bare kommer til at hade hans lillebror? Det ville simpelthen være forfærdeligt. Det gør så ondt indeni, at tænke på. For Milan ér mit et og alt og jeg vil gøre alt for, at han er glad.

Når jeg putter Milan om aftenen, ligger jeg tit med en klump i halsen. Jeg kysser ham tusinde gange og fortæller ham, at han er den bedste i verden og at jeg elsker ham så højt. Vi ligger og krammer og han aer min kind. Jeg elsker det! Og jeg vil bare ikke undvære det. Men jeg har jo også en masse idéer om, hvordan jeg gerne vil være mor for Elliot og jeg ønsker at give ham den samme tryghed og nærvær, som jeg gjorde med Milan dengang han var baby. Men hvordan kan mine værdier lige stemme overens med virkeligheden, når jeg samtidig har en ældre dreng, som jeg også vil have tæt? Hvordan gør man det? Jeg kan jo ikke have mine øjne på dem begge hele tiden, jeg bliver vel nødt til at vælge en gang i mellem. Og skal jeg så være plaget af dårlig samvittighed hver eneste gang? Alle jer som er mor til to eller flere børn, hvordan gør I? Jeg vil så gerne høre fra jer, hvis I har gode råd til den første tid – hvordan får det hele til at gå op uden mega dårlig samvittighed og en klump i maven? Jeg har tit snakket med min storesøster om det. Hun har to skønne drenge med 2,7 år i mellem. Når jeg spørger hende: “Hvordan gør man det “godt nok”?”, siger hun altid: “Det gør du ikke.. Du gør bare dit bedste og det er godt nok.” og hun har jo ret. Jeg må bare gøre det bedste..

Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg faktisk ret usikker på mig selv. Jeg føler ikke at jeg duer til ret meget, jeg synes ikke jeg er ret køn og jeg har meget svært ved ikke altid, at sammenligne mig med andre. Men hvis der er alligevel er én ting, hvor jeg virkelig føler mig selvsikker og hvor jeg virkelig føler mig i mit es, så er det min moderrolle. Jeg elsker at være Milans mor og jeg føler, at alt det jeg giver ham, er det bedste overhovedet. Jeg tvivler så sjældent på mine forældreevner. Men hvis nu det hele fucker op, når jeg pludselig har to børn og jeg ikke længere kan give mine børn det, som jeg føler er det bedste – hvad har jeg så tilbage? Jeg tror virkelig, at jeg ville føle mig som et stort nul.. Hvilke kvaliteter har jeg så?

Jeg håber at mit indlæg giver mening. Der er en masse spørgsmålstegn og intet facit. Men det hjalp alligevel lidt, at få skrevet mine tanker ned. Tak fordi I læste med, i hvert fald. Og god søndag til jer alle <3

 

 

Dette indlæg har 12 kommentarer

  1. surgammeldame

    Du er en fantastisk mor – og du bliver ikke mindre fantastisk af at der er to børn. Jeg tror at mange af os har haft de tanker – og det er naturligt. Om “lidt” kommer den nye baby og så kører det bare. Glæd dig til dobbelt lykke <3

    1. Cellina Martinna

      Tak! <3

  2. Jeanne

    Hvor skønt med sådan et ærligt indlæg om noget så personligt og svært!

    Først mange kram til dig<3

    Hvor er du dog bare en fantastisk mor!!

    Jeg er mor til 3 og genkender SÅ godt dine tanker og følelser!!

    Milan er dit et og alt! Ham kender du, kan føle og mærke!

    Elliot kender du ikke endnu så det er HELT naturligt du har det følelser og tanker og HELT ok<3

    Bare vent;-) Når først Elliot lander på din mave er du solgt og fyldt med mere kærlighed end du troede var muligt! Det er nemlig en mors superkræft: man løber aldrig tør for kærlighed<3

    Når du ser Milan's kærlighed til sin lillebror og senere ser dem tumle, hygge, lege og skændes;-) – så ved du at du har givet dem det bedste her i livet; en at dele livet med<3

    1. Cellina Martinna

      Hvor er du sød, tusind tak <3

  3. Jeg havde PRÆCIS de samme tanker og følelser (som i præcis, kunne have skrevet det samme da jeg ventede lillesøster).

    Jeg var jo Karls mor. Det var det vigtigste i verden, og jeg følte mig meget egoistisk, at jeg ville have et barn mere og “ødelægge” hans verden. Jeg var også meget bange for at dø fra ham, at han skulle voksne op uden en mor kunne jeg på ingen måde bære:

    Men så kom Asta til verden. Helt fantastiske, smukke lille Asta. Jeg var høj på lykke så snart hun kom ud, og da Karl, dengang 2,3 år gammel, mødte “lillasyster”, var han forelsket. Hun var gudskelov utroligt nem – sov og sked – så han mærkede ikke nogle forandringer. Hun kom bare i viklet, og så var alt jo som før!

    Så snart hun kom ud forsvandt alle mine bekymringer. Jeg tror de forsvandt fordi de gik meget på at Karl var den vigtigste person i verden, men da Asta kom til verden var de begge to jo vigtigst, og at se kærligheden vokse imellem ens to børn er det største!

    Kærlig hilsen en med mor, der både langtidsammer, samsover, vikler og ifavnsk’er 😉

    1. Cellina Martinna

      Det lyder fantastisk! Jeg glæder mig til at opleve det <3 tak for din kommentar!

  4. Marlene

    Hej Martinna.
    Jeg er mor til to dejlige børn. William på 3 år og Sofia på 9.5 mdr
    Jeg havde ekstrem dårlig samvittighed over William det første stykke tid efter fødslen af Sofia. Min mand og jeg havde aftalt at min mand ville tage lidt mere over den første tid med William fordi at jeg jo nok havde travlt med Sofia. Men han måtte være med til se hende få rent tøj på, blive skiftet og få mad, alt det han ville. Han sad tit i stolen ved siden af os når Sofia fik flaske eller at far gav hende mad og jeg så hyggede med William.
    Men det er klart du kan ikke være to steder på én gang, en gang imellem måneden man vælge og her er det den mindste som kommer først. William elsker sin lille søster i dag, og det har han hele tiden gjort. Han fik end da en lækker kage med i vuggestuen til at dele ud der fordi at han var så stolt og glad over at være blevet storebror og han sagde det hver morgen da han blev afleveret i vuggestuen i lang tid, det var så sødt.
    Med hensyn til kærlig og trykhed, der kan du være ganske rolig – du er mor og nu mor til to og du har alverdens kærlighed og give til dem begge og lige meget til hver. Jeg synes selv det er så vigtigt at de få lige meget begge, da jeg selv kommer fra en familie hvor min søster kom først og at kram var sjældne. Det gør utrolig ondt at tænke på så derfor får mine børn alt. En masse kys, kram og jeg fortæller dem dagligt at jeg elsker dem og at de er dygtige. Jeg har fået af ide af familie at jeg gør det rigtig godt at mine børn intet mangler, men at jeg måske glemmer min mand lidt en gang imellem men det retter jeg så også op på.
    Vi har så gjort det 3 gange nu at vi har fået Sofia passet også har vi 3 været på en tur sammen i Legoland,bonbonland og Knuthenborg Safaripark, hvor dagen kun handler om William.
    Jeg ved ikke hvor meget råd jeg gav dig men jeg håber da at du kan bruge min lille skriv til noget ☺ jeg er helt sikker på at du gør det ligeså fantastisk med Elliot som med Milan og det Milan ikke kommer til at mangle noget. Mange knus Marlene ❤

    1. Cellina Martinna

      Hvor lyder det bare dejligt <3 tusind tak for din kommentar!

  5. Oline

    Hej Martinna ..
    Jeg har en dreng på 2,11 år og er lige blevet mor til min anden dreng for 4 mdr siden. Jeg havde det PRÆCIS lige som dig! Jeg tænkte hver dag over, hvordan jeg mon kunne elske mit andet barn lige så højt som mit første, når han jo er ALT i min verden? Jeg græd en del og fik dårlig samvittighed ved tanken, men min mor sagde noget til mig der hjalp mig helt vildt. Jeg har selv 2 søskende, og spurgte hende om hun havde haft samme tanker under sine graviditeter. Og hun sagde til mig, at hun jo SELVFØLGELIG elskede os alle 3 lige højt, MEN at hun elskede os forskelligt, fordi vi jo er 3 vidt forskellige personer. Og dét hjalp mig bare helt vildt!
    Og ja, den første tid er hård for man kan ikke være lige så meget på med det ældste barn da lillebror jo er meget afhængig af sin mor og stortest spiser hver anden time, men til gengæld får far og søn noget dejlig tid sammen som knytter dem endnu tættere sammen ..
    Held og lykke med det hele 🍀

    1. Cellina Martinna

      Tusind tak <3

  6. Melissa

    Af hjertet tak Martinna, venter selv min anden søn med termin om 3 mdr, min søn vil på det tidspunkt være 2 år og 3 mdr. Jeg har hele denne graviditet trods den var planlagt, haft svært ved at finde samme glæde som da jeg ventede min ældste. Jeg har præcis samme tanker som dem du beskriver her, og hvor er det befriende at vide at det ikke bare er mig der er skør! Jeg håber at min søn reagerer ligeså flot som søde Milan har gjort 🙏

    1. Cellina Martinna

      Det gør han helt sikkert! Glæd dig, det er intet mindre end fantastisk med to små drenge <3

Skriv et svar til Nanna Annuller svar