SÅDAN SIKRER JEG MILAN EN GOD NATTESØVN

MIT VÆRSTE MARERIDT – MILAN BLEV HENTET MED AMBULANCE

Milan 1

I går aftes omkring kl. 20.00 stod tiden helt stille og livet blev pludselig sat i et helt andet perspektiv. Vi var ude for noget af det værst tænkelige, som forældre nu engang kan opleve og vores verden var så tæt på, at gå fuldstændig i opløsning. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle skrive dette indlæg, da det virkelig er personligt for mig og vores lille familie og jeg ved ikke helt, om jeg har mod på reaktionerne fra omverdenen. Jeg føler mig nemlig lige nu som den værste mor, der overhovedet findes og jeg har så meget skyld indeni mig. Samtidig har jeg også brug for, at få sat ord på den her episode og jeg håber lidt, at jeg kan få sluttet fred med det. Jeg ved at det er meget healende, at få sat ord på de ting, som gør ondt indeni og det vil jeg nu prøve.

Hele dagen i går gik på, at gøre hovedrent herhjemme og få sorteret i alle de ting, som nu engang roder i mit hoved. Jeg har nemlig en lang to-do liste, som skal ordnes, inden lillebror kommer til verden til oktober. Så da Mikkel kom hjem fra arbejde, skulle han hjælpe mig med at bære nogle ting op på loftet. Vi har en stejl trappe op til vores loft, som er ca. 3 meter høj. Trappen har jeg pyntet med bøger, billeder og andet, netop fordi at den fører op til det her loft, som kun skal benyttes til opbevaring. Trappen er dog ikke så praktisk, da den er meget stejl og der er “hul” hele vejen ned ved gelænderet. Milan har aldrig været synderligt interesseret i trappen, det er få gange han har kravlet et par trin op af den. Men så skete det værst tænkelige. Mikkel var oppe på loftet og Milan var kravlet efter ham og stod på det øverste trin. Den her episode foregår måske over 10-15 sek. Det går i hvert fald lynhurtigt. Jeg hører Mikkel nærmest brøle et stort “NEJ!” og jeg hører et kæmpe brag, hvorefter Mikkel løber ned af trapperne. Milan havde fået overbalance og var faldet direkte ned på gulvet igennem gelænderet, 3 meters fald lige ned på ryggen og baghovedet. Mikkel så det hele, men jeg vidste allerede hvad der var sket, da jeg hørte det store brag. Min verden stod helt stille. Der fløj så mange tanker igennem mit hoved og jeg var fuldstændig i chok. Jeg får alligevel råbt et par gange: “Mikkel, trækker han vejret? Svar mig. Er han okay?!” Milan græd nemlig ikke og jeg kunne høre Mikkel hviske Milans navn igen og igen og han græd helt vildt. Efter et stykke tid, som føltes som evighed, begyndte Milan at græde. Han havde samlet luft til et kæmpe grådanfald. Jeg blev så lykkelig, da jeg hørte ham græde. I fatter slet ikke, hvor lettet mit hjerte blev. Jeg havde allerede nået at forestille mig de værst tænkelige ting og bare dét at han græd, så vidste jeg at han trods alt var her endnu. Puha,  jeg får det helt skidt af at skrive det her. Min mave kramper sig sammen, jeg har hjertebanken og mega kvalme. Hold kæft, hvor var jeg bare bange.

1-2 minutter efter det var sket, sad vi alle tre inde i sofaen. Milan sad ved Mikkel og græd og jeg var stadig helt i chok. Mikkel græd også og rystede over hele kroppen. Jeg fik fremstammet til Mikkel, at jeg blev nødt til at ringe til vagtlægen. Det gjorde jeg så og vagtlægen sagde til mig, at hun ville sende en ambulance med det samme. Wow, tænkte jeg. Jeg var stadig ikke helt ved mig selv og jeg forstod det ikke helt. Milan begyndte at virke træt og sløv. Vi prøvede at holde ham vågen og snakke med ham. Jeg var så dødbekymret. Vi prøvede at røre stille ved hans ryg, men han blev ked af det og sagde av. Jeg ringede til min mor og forklarede hende situationen og hun kørte med det samme hjem til os. Efter 5 minutters tid hørte vi en sirene og der kom to ambulancemænd op til os.

Da vi kom ind på Randers sygehus, blev vi mødt af en helt flok mennesker i hvide kitler og en overlæge, som stod klar til at tage imod os. Jeg synes det var helt vildt med alle de mennesker… Men samtidig var det jo virkelig flot, at de havde mulighed for at stille så mange til rådighed, kun for at sikre at vores elskede dreng havde det ok og fik den rette behandling. Overlægen mærkede over alt på hans krop, kiggede ham i øjnene og ørene og målte hans blodtryk. Heldigvis kunne man tydeligt se på Milan, at han var okay og at der ikke var brud eller andet. De ville dog have os indlagt på børneafdelingen natten over, til observation for hjernerystelse. Vi følte virkelig, at de passede godt på ham og det var dejligt, at vi var i trygge hænder derinde.

Hele natten fik Milan målt blodtryk hver halve time, blev mærket på og kigget i øjnene. Han sov fra det hele. Han var fuldstændig færdig og klokken var 23.00, før han sov. Da vi lagde os ned i sengen sammen, holdte jeg ham tæt og fortalte ham hvor højt, jeg elskede ham. Han lukkede bare øjnene i og nikkede. Mit lille elskede skattebarn. Jeg var så knust, ulykkelig og chokeret. Han var heldigvis sluppet billigt og i morges kl. 8.00 blev vi sendt hjem med åben indlæggelse.

Det nager mig helt vildt at tænke på, hvad der kunne være sket. Mikkel og jeg snakker hele tiden situationen igennem og vi er stadig så forbavset. Det gør så ondt helt nede i maven og jeg har så meget skyld indeni mig. Hvis vi nu bare havde holdt bedre øje, var det aldrig sket. Hvis vi havde haft fokus på ham, i stedet for at have så travlt med at rydde. Vi kunne jo have ventet til han sov. Hvis bare og hvis bare.. Det kører rundt inde i mit hoved. Jeg er så dybt taknemmelig over, at han er okay og jeg tror på, at der var en, som holdte en hånd over ham og os. Jeg har bare virkelig også en følelse af lige nu, at livet er så mega skrøbeligt og jeg kan ikke helt slippe tanken og frygten for, at jeg aldrig nogensinde ville kunne kontrollere, hvad der sker i fremtiden. Det er nok det værste ved, at elske et andet menneske så højt… Der er ingen garantier i livet og mennesker kan blive revet fra os i et splitsekund. Det er skræmmende og jeg føler lidt, at verden på dét punkt, er et ondt sted at være. Giver det mening? Jeg ved godt jeg er meget følsom og at jeg nok bare burde slippe det og være taknemmelig over, at der ikke skete noget. Men forfanden, han er mit dyreste eje. Mit et og alt. Jeg ville aldrig kunne leve et liv uden ham. Det er så skræmmende, at elske så højt. Jeg beder til at verden vil passe på ham og sikre ham et godt, langt og smukt liv. Jeg kan ikke andet end at bede og gøre mit bedste <3

Tak fordi I læste med.

Milan 2

 

 

   

22 kommentarer

  • Pernille

    Årh! Jeg får helt ondt i maven af at læse dit indlæg! Hvor er det en forfærdelig episode, som I har været ude for som familie – men det vigtigste er, at Milan har det godt. Dejligt at høre.
    Jeg kan godt forstå din skyldfølelse, det ville jeg også have. Men det er jo, fordi vores børn er vores dyrebareste, og det er os, der skal beslutte dem her i livet!
    Men episoden er jo hverken din eller Mikkels skyld. I er et par fantastiske forældre! Som du skriver, har Milan ikke vist interesse for trappen, så derfor er det ikke naturligt for jer at have et ekstra øje derpå.
    Håber det har hjulpet at få lidt luft her på din blog, og du kan slippe din skyldfølelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh hvor jeg føler med dig. Kender godt følelsen og tanker hvis bare…..
    Den 30 juni var vi et uopmærksomme et øjeblik herhjemme, og vores søn Eigil på 11mdr fik væltet varm olie ned over hans ben. Vi endte med at være indlagt på Rigshospitalet i 19 dage, hvor han endte med en hudtransplantation

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Søde Martinna, sikke en voldsom oplevelse for jer alle. Jeg forstår fuldstændig hvor chokeret du er! Jeg sad med tårer i øjnene mens jeg læste. Stakkels lille Milan. Hvor er det fantastisk at han er okay og sikke en forskrækkelse. Men husk på: Du er ikke en dårlig mor. Du er den bedste mor, Milan kan få. De 2-årige er bare så MEGA hurtige, og selvom vi gør alt hvad vi kan for at passe på dem hele tiden, så kan det ikke lade sig gøre at overvåge dem konstant. Jeg håber at du finder fred med det der er sket ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Årh gud fik tåre i øjne af og læse dette er en forældres største mareridt at der skulle ske ens børn noget, jeg kan virkelig godt forstå du er i chok over den oplevelse. Men ting sker og dem lærer man heldigvis af.
    Gudskelov for der trods alt ikke skete mere.

    Ps.
    Har nu læst med på nogle stykker af dine blogs og du har virkelig fanget mig med din positiv og livsyn, ikke at jeg deler dem alle med meget interessant læsning med stof til eftertanke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har en datter på 3 måneder, og hvor har jeg dog lyst til at pakke hende ind i bobbelplast, men det kan man jo ikke! Man skal bare huske at selvom de falder så er man stadig en god mor. Man vil altid gøre sit bedste, og det føles frygteligt når den slags sker. Men udfra din blog og tv er det tydeligt at se hvor fantastiske forældre i er! Så tvivl ej! Milan er heldig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha hvor frygteligt.. Kan ligefrem mærke din følelse da du hørte braget 🙁 Jeg ved det er svært ikke at bebrejde sig selv. Men det nytter ikke noget. Der sker nogle ting sommetider og jeres reaktion viser jo i er fantastisk forældre. God bedring til den lille og vær nu ikke for hårde ved jer selv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Puha – kan mærke det helt nede i maven. Har en dreng på næsten tre og kan helt sikkert sætte mig ind i situationen. Jeg måtte også lige tørre et par tårer væk, da jeg læste indlægget. Men hvor er der godt at Milan er okay – det er det vigtigste! Men kan godt sætte mig ind i tankerne man gør sig efter sådan et uheld, men vi kan desværre ikke pakke dem ind. Selvom man ville ønske det nogengange, så der aldrig skete dem noget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Kære Cellina…
    Jeg vil bare sende dig et kæmpe cyber kram!!! Hvor er det godt, at der ikke skete Milan noget. Jeg tror affære forældre har stået i situationer, hvor de prosten sig lykkelige over at det ikke gik mere galt og sparket sig selv over, at man ikke forhindrede ulykken. Jeg dømmer dog derfor bestemt ikke som en dårlig mor eller noget. Jeg kender bebrejdelseren og ikke mindst frygten for, at der skal ske noget med mit barn. Så bare et kram herfra ♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Puha godt han er okay! Og godt i slap med skrækken. Måtte godt nok lige tørre nogle tårre væk da jeg læste hvad der var sket.
    Men ja men kan altid tænke hvis nu vi havde gjort noget anderledes men det ved i jo til en anden gang.
    Godt der ikke skete mere.👍
    Og må sige han er godt nok en sød dreng 😍❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Århhh jeg kan kun forestille mig din smerte men uanset hvad så kan man altid være bagklog ☺ heldigvis skete der ikke noget med jeres lille prins. Jeg håber i alle er faldet lidt til ro igen efter den forfærdelige oplevelse. Kæmpe kram til jer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha, gjorde helt ondt at læse. Det er altid nemt at være bagklog bagefter. Årh hvor er det godt at han har det godt igen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Stakkels Milan! Vi har af samme grund lige været ude og købe et sikkerhedsgitter til trappen.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SÅDAN SIKRER JEG MILAN EN GOD NATTESØVN