VEGANSK HVID CHOKOLADEMOUSSE

SÅDAN MØDTES MIKKEL OG JEG

FØRSTE BILLEDE

Det kommer nok ikke bag på nogen, at jeg er meget tæt med min familie. Så tæt at de faktisk til tider træffer beslutninger på mine vegne. Ikke på den der irriterende måde, men ment på den måde, at de giver mig et kærligt skub bagi, hvis de kan mærke at jeg brænder for noget, som jeg ikke tør springe ud i. Jeg er nemlig ikke den person, som bare springer ud i noget nyt og så dog. Det handler rigtig meget om, hvilket emne i mit liv, det handler om. Men lige den her del af mit liv, var et ret farligt sted at bevæge sig ind på. Det var nemlig kærlighed… Jeg har altid haft brug for at føle mig elsket og jeg har følt enormt meget tryghed ved, at være i et forhold. Jeg duer ikke til at være alene. Det her indlæg bliver nok meget personligt, men jeg synes det er en fin del af min historie, som jeg gerne vil dele.

I mange år var jeg on-off med en fyr, som jeg var meget afhængig af og derfor fandt jeg mig også i hvilken som helst behandling. For jeg havde slet ikke nok i mig selv og jeg havde ingen selv-kærlighed. Selvom jeg inderst inde vidste, at det ikke var sundt for mig at være i, var det enormt svært for at indse og jeg havde så svært ved at give slip. Min nærmeste familie så på i mange år – at jeg pinte mig selv og de ønskede virkelig, at jeg fandt kærligheden. Jeg havde nemlig virkelig brug for, at finde oprigtig kærlighed og jeg havde brug for at finde en mand, som ville mig 100%. Én som altid ville være der for mig, sætte mig i 1. række og en som ønskede mig for livet og ikke kun en enkelt nat.

En aften i juni måned 2013, holdte vi fødselsdag for min lillesøster. Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan vi kom ind på emnet, men pludselig havde min storesøster og mor fat i computeren og var i gang med, at oprette en dating profil til mig. Jeg var ret skeptisk, men jeg tænkte også hva’ fa’en, hvad er det værste der kan ske. Jeg magtede bare ikke at deltage i det, jeg havde nok givet op på forhånd. Så jeg lod altså alle de der festlige damer sidde på min datingprofil, kigge på mænd og hold kæft, de havde en fest. Det var fredag aften de oprettede profilen og om lørdagen skrev jeg selv med et par fyre, men de sagde mig bare ikke en skid. Søndag havde jeg fået over 100 prik eller hvad det hedder, fra forskellige mænd. Jeg kiggede dem alle igennem og der var bare ikke én eneste, som sagde mig det mindste. Lige udover den her unge fyr, som faktisk havde et ret sødt smil og var ret charmende. Det var selvfølgelig Mikkel. Vi begyndte at skrive sammen og jeg var totalt fanget af ham. Han var så sød og interesseret i mig. Ikke på den der klamme og luskede måde, men sådan helt oprigtig interesseret i mig og mit liv. Vi skrev sammen dag og nat og vi aftalte, at jeg om tirsdagen skulle komme ned og besøge ham efter arbejde.

Da han først trådte ud af døren, tænkte jeg bare: “Hvad fanden er det for en smartass?”. Han kom ud i hans blå tanktop, korte shorts og jeg kunne tydeligt se, hvordan han bare spændte i alle muskler i hans krop. Haha. Men han var så sød og vildt genert. Det var ret kært. Vi kørte ud i skoven, fandt et dejligt sted, jeg havde taget Mokaï, øl og selvfølgelig mine Prince Light med. Og der sad vi så og snakkede i mange timer. Tiden fløj afsted og vi tog hjem til ham bagefter. Jeg var ret forsigtig, for jeg lukker altså ikke hvem som helst ind. Slet ikke med den erfaring havde mig, fra tidligere forhold. Men han endte altså med at kysse mig og jeg blev mere og mere vild med ham. Jeg kunne slet ikke tage fra ham igen og jeg spurgte derfor, om han ikke ville med mig hjem. Ret spontant og ikke særlig gennemtænkt, men han var totalt frisk. Han pakkede bare hans ting og sprang med i bilen. Vi var slet ikke færdige med at lære hinanden at kende.

Jeg boede hjemme hos mine forældre på daværende tidspunkt, men hele familien var helt oppe og køre over, at jeg tog ham med. Min mor sprang ud af døren, da vi ramte indkørslen. Hun havde lavet lækker middag til os og hele familien var samlet til et grundforhør. Haha, ej det lyder slemt, men Mikkel var totalt overskudsagtig og vildt sød. Han fortalte mig at han elskede dem fra start. Han var slet ikke vant til så stor en familie, så han syntes det var vildt hyggeligt.

Fra den tirsdag aften, var vi faktisk bare sammen og vi har ikke været fra hinanden siden, udover en enkelt overnatning en gang i mellem, men det kan nok tælles på en hånd. Det var kærlighed ved første blik. Vi havde den skønneste sommer sammen og Mikkel var hurtigt en del af hele familien og begyndte også hurtigt, at arbejde i min mors dagpleje. Vi havde faktisk så god en sommer, at vi en måned efter vi havde mødt hinanden, stod med en positiv graviditetstest. Selvom vi begge var helt paf, var der aldrig nogen tvivl om, at vi skulle have det der barn sammen. Jeg havde heldigvis fundet en fyr, som trængte ligeså meget til kærlighed som mig selv og som ønskede familie, børn og hvad der ellers følger, i en tidlig alder.

Dagen efter Milan blev født, faldt Mikkel på knæ med en æske chokolade og en sixpack med hvidtøl. Han vidste godt, hvad en nybagt mor trængte til 😉 Efterfølgende fik jeg en smuk brilliantring og vi havde et romantisk julebryllup d. 20/12-14, halvandet år efter vi mødtes. Nu har vi kendt hinanden i 3 år, fået den skønneste dreng på 2 år, været gift i 1,5 år, fået lejlighed, bil, en lille sød hund og vi venter os nu endnu et kærlighedsbarn til oktober. Vi har alt det, som vi begge altid har drømt om.

Nu lyder det hele nok lidt for perfekt, men der har selvfølgelig også været udfordringer og det var hårdt, at skulle lære hinanden at kende, samtidig med at vi skulle til at have et barn sammen. Mange kanter skulle slibes og det var hårdt arbejde. Men der har altid været enorm meget kærlighed og vi har aldrig kunnet undvære hinanden. Vi matcher hinanden så godt og de ting, som jeg har svært ved, er Mikkel god til og omvendt. Det er nu egentlig meget praktisk.  Udover det er Mikkel i sandhed den fyr, jeg altid har længtes efter. Han er der altid (!) for mig, jeg behøver ikke engang kalde. Han er der altid til at tørre mine tårer af kinden og han er der altid, når jeg har brug for et kram. Udover det er han en fantastisk far, faktisk den bedste far Milan og Elliot kunne få. Han smider til hver en tid alt han har i hænderne, hvis tingene halter herhjemme. Han er kærlig, omsorgsfuld, sjov, udadvendt, aktiv, altid frisk og klar på eventyr. Jeg er stolt over, at han er far til mine børn og jeg elsker ham for alt, han er. Han fortjener det allerbedste i hele verden og jeg glæder mig til, at tilbringe resten af livet med ham. Ja, undskyld hvis det her blev kvalmende sødt, men jeg synes virkelig han fortjener et indlæg for sig selv.

Mange har spurgt hvordan vi mødtes og jeg ville gerne give jer et ærligt svar. Selvom dating.dk måske ikke virker så romantisk, var det kærlighed, oprigtighed og ja, livet som det nu engang er. Og jeg er sgu egentlig ret glad for, at min familie en gang i mellem presser mig ud i ting, hvor jeg ikke selv tør tage det første skridt, for hold op, hvor havde jeg været meget foruden, hvis de ikke engang imellem hjalp mig. Det tør jeg slet ikke tænke på. Og nu sidder jeg bare herhjemme med et tåbeligt smil på læben. Hvor er det egentlig vildt, som livet bare sker. Mon ikke der er en dybere mening med det hele. Det tror jeg <3

Hav en fantastisk dag, søde mennesker og tak fordi I læste med! Her kommer lige lidt billeder, fra vores store dag d. 20/12-2014.

foto-21

2

foto-28

foto-41

3

4

   

4 kommentarer

  • Mille

    Sikke nogle smukke billeder. I er så søde sammen!

    Påvirker det nogensinde jeres forhold, at Mikkel ikke er veganer?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cellina Martinna

      Tusind tak. Og nej, overhovedet ikke – heldigvis 🙂 vi lever vegansk herhjemme og det fungerer rigtig godt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dina

    Havde du silikonebryster dengang?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cellina Martinna

      Nej, jeg har aldrig haft silikonebryster og har det heller ikke dagen i dag 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VEGANSK HVID CHOKOLADEMOUSSE