FARVEL OG TAK TIL AMNING

AMNING

Efter 2 år og 4 fantastiske måneder, er vi stoppet med at amme. Det er lidt vemodigt at skrive dette indlæg og jeg kan ikke love, at jeg ikke kniber en tåre undervejs, men det fortjener virkelig et indlæg helt for sig selv. For hold nu op, hvor har det bare været en rejse – en rigtig lang én af slagsen.

Da Milan blev født havde jeg rigtig svært ved, at få amningen op og køre. Han havde nemlig gulsot og jeg var så sindssyg bange for, at han ikke fik nok mad. Han tabte sig og min sundhedsplejerske begyndte at snakke om modermælkserstatning. Så vi startede op på MME, ved siden af amning. Jeg var SÅ tæt på at give op og han endte faktisk med næsten at få fuld flaske. Men mine bryster løb helt vildt og en dag besluttede jeg mig for, at slippe kontrollen over, at jeg ikke kunne styre hvor mange ml han fik, men i stedet have tillid til, at min krop var skabt til at amme. Det var en rigtig god beslutning, for da han var 2 måneder gammel, fuldammede vi igen og han var helt vænt af flasken. Det var en kæmpe sejr og jeg var mega stolt! Det kan virkelig betale sig, at have tillid til sig selv og sin krop.

Ja og så ammede vi ellers bare. Og vi ammede hele tiden. Faktisk brugte jeg hele Milans første år på, at bære ham tæt, amme ham og give ham en masse kys og kram. Det var så fantastisk og det var altså en helt magisk tid. Da han blev omkring 1,5 år begyndte han selv at trappe lidt ned på amningen, i takt med at vi startede op i dagplejen.

Jeg var faktisk aldrig træt af at amme. Det var meget naturligt for mig og jeg tog det som en selvfølge, at vi selvfølgelig bare skulle blive ved. Hvis du havde spurgt mig, da jeg var gravid med ham, skulle jeg kun amme et par måneder. Haha, jeg kan kun grine af mig selv og mine udtalelser dengang. Hvor var jeg ung og uvidende. Jeg anede jo slet ikke, hvad der ventede mig. Da han først blev født, var jeg i hvert fald slet ikke i tvivl om, at han skulle amme så længe, som han havde lyst. Jeg ønskede et naturligt amme stop, altså at han selv skulle sige fra, når han ikke længere havde behov for det.

Jeg blev gravid med lillebror lige inden Milans 2 års fødselsdag og allerede tidligt i gravidteten, havde jeg megt ømme bryster og det gjorde ondt at amme. Jeg blev nødt til en gang imellem at sige nej til Milan og det blev han selvfølgelig ked af. Mange gange bed jeg også tænderne sammen, for jeg vidste godt, at tiden endnu ikke var inde til at stoppe. Men shit, det var hårdt. Jeg kunne mærke, at jeg blev mere og mere irriteret, når jeg ammede ham, også selvom at det kun var om aftenen inden han skulle sove og en gang imellem i løbet af dagen. Nogle gange kriblede det helt nede i min ben af irritation og jeg magtede det bare ikke. Jeg tror at det der egentlig irriterede mig, var tanken om at jeg snart skulle fuldamme igen. Og hvordan ville det mon være, at amme to børn? Ville jeg kunne magte det? Jeg ved at mange kvinder tandemammer deres børn og jeg synes det er så smukt og beundringsværdigt. For hvor må det altså bare være mega hårdt. Når jeg mærkede efter indeni, synes jeg jo tandemamning var en smuk ting at give sine børn og alligevel var det en vildt skræmmende tanke. Jeg vidste jo godt, at jeg minimum ville amme Elliot til han var 2 år og så ville jeg altså skulle amme i… 4 år og måske mere?

Lad os lige slå én ting fast: Amning er ikke for sjovt. Amning skal ikke undervurderes. Amning er ikke klamt og pervest. Amning skal ikke shames. Amning er ikke moderens behov (haha. Skal jeg grine eller græde, når folk påstår det?). Amning er mega hårdt arbejde. Det kræver sved og tårer og det er bestemt ikke altid en dans på røde roser. Det tror jeg alle ammende mødre vil give mig ret i. Men ved I hvad amning også er? Det er omsorg, kærlighed, tryghed og ikke mindst enormt smukt. Og så er det altså noget af det mest naturlige i denne verden. Hvor har jeg bare mange gange lagt med Milan i mine arme, ammet ham og bare følt den største kærlighed i hele verden. For mig har amningen skabt et helt specielt bånd mellem os og jeg ville aldrig være det foruden.

Den sidste måneds tid har Milan næsten ikke ammet. Der kunne gå flere dage imellem, at han efterspurgte brystet og jeg kunne tydeligt mærke, at vi bevægede os tættere på et amme stop. Det var ligesom om, at der bare pludselig skete noget – en naturlig afvænning. Vi har ikke ammet i over en uge nu og de gange vi har snakket om “bab”, har det været i forbindelse med, at lillebror skulle have det, når han blev født. Milan har i sandhed ikke brug for brystet længere og jeg tror virkelig på, at hans krop selv har kunnet mærke det. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi nu er nået til et naturligt amme stop. Og hvor gør det mig bare lykkelig. Jeg er lykkelig over, at jeg ikke gav op. Jeg er lykkelig over at jeg turde følge mit hjerte og være ligeglade med hvad andre mente. Jeg er lykkelig over, at jeg føler at jeg har givet mit barn den bedste start på livet. Det føles så godt indeni.

Jeg har lyst til at tude helt vildt nu. Ikke fordi jeg er ked af det, men bare fordi at det er så stort for mig og for os. Min lille dreng er blevet så stor. Det er slet ikke til at forstå. Jeg er så stolt af ham og jeg elsker ham så højt. Jeg er så glad og rørt over, at det her har kunnet lade sig gøre – 2 år og 4 måneders amning. Nu er det ovre og jeg skal om små 3 måneder amme igen. Men jeg glæder mig og denne gang har jeg så meget ny viden med i bagagen. Jeg har virkelig lært at stole på mig selv og min intuition. Og derfor er jeg sikker på, at lillebror og jeg nok skal komme godt fra start.

GO AMNING! <3

amning3

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette indlæg har 9 kommentarer

  1. Melanie

    Min lille Milan Skat ❤

  2. Tine

    Jeg bliver helt rørt af at læse din fantastiske beretning om jeres amning! Det må være fantastisk som mor at vide at man har givet sin barn det bedste lige til han ikke har brug for det mere. og ikke nok med alle de gode vitaminer, så har Milan bare fået den bedste nærhed og tryghed der findes. Jeg agter også at amme min datter så længe hun vil. Og jeg nyder det ligeså meget som hende. Vi stopper når det er rigtigt for hende.
    Jeg nyder at fælge dig og din familie. Du er en kæmpe inspiration og giver faktisk en blod på tanden til at kæmpe imod skæve blikke, når man siger at man stadig ammer sin 13 mdr datter og agter at blive ved og at hun bliver puttet i min seng. Du er sej! Milan er heldig og lille Elliot også. Tak fordi du deler 😍

    1. Cellina Martinna

      Tusind tak 🙂 <3

  3. Heidi

    Så smukt skrevet ❤

    1. Cellina Martinna

      Tak <3

  4. Kamilla Bruun

    Åh! Jeg er også ved at brække mig over folks dumme kommentarer om amning.. Jeg ammer stadig Storm og synes det er det skønneste i verden at kunne give ham den nærhed og kærlighed det er at amme! Jeg havde egentligt overhovedet ikke tænkt over hvor længe jeg skulle amme. Jeg havde måske ikke troet, at jeg 17 måneder efter stadig ville amme. Men det gær jeg og jeg håber og tror også på et naturligt ammestop. 🙌🏼🙌🏼 amning er the shiiit🙈🙈😍

    1. Cellina Martinna

      <3

  5. Louise

    Jeg måtte opgive amning efter en måned da jeg ikke havde mælk nok til at min søn tog ordentlig på. Jeg følte ikke jeg havde et valgt da jeg to dage efter hans fødsel mistede min mor efter 2 års sygdom. Det påvirkede min krop og psyke så meget at amningen gik i stå og jeg desværre ikke havde overskuddet til at få det op at køre igen. Jeg synes din historie er smuk og man skal dælme bare gøre, hvad man synes føles rigtigt. Kan virkelig nikke genkendende til det med, at man bliver så meget klogere med sit barn og bliver mere klar over, hvad man vil og ikke vil. Tak fordi du deler!

    1. Cellina Martinna

      Det forstår jeg godt, det må virkelig have været hårdt <3 kram herfra.

Skriv et svar