JEG SKAL VÆRE HJEMMEGÅENDE

thumbnail_FullSizeRender

Som en opfølgning på mit blogindlæg i går, omkring hvorfor mine børn ikke skal passes, har jeg fået en masse spørgsmål fra jer søde læsere. Jeg har derfor valgt, at jeg i den kommende tid, vil lave en række blogindlæg omkring det, at være hjemmegående, hvordan det kan hænge sammen økonomisk, skolegang, hverdagen og meget andet. Mit hjerte siger mig, at med to børn er tiden nu kommet: Jeg vil være hjemmegående. Det har altid været en drøm for mig og nu bliver det en realitet. Mikkel er færdig som pædagogisk assistent i slutningen af november og derefter vil han overtage min stilling i dagplejen pr. 1. december.

Nogen vil måske mene at hjemmegående ikke bidrager til samfundet. Men der mener jeg, at børn er den vigtigste investering. De er vores fremtid. Jeg tænker det er vigtigt, at man investere i det bedste til ens børn – om det så er et helt fantastisk pasningssted eller at holde dem hjemme, må være op til den enkelte forældre.

Jeg ønsker et liv, hvor vi hver dag kan stå op, kigge på hinanden og tænke: hvad har vi lyst til at lave i dag? Jeg ønsker at være den, der er hjemme til at holde styr på regningerne, madlavningen, tandlægebesøg, rengøringen, syge børn osv., men også være den der har tid til at besøge de ældste i familien og tage mig kærligt af dem. Hende der holder sammen på hverdagen og hende som fjerner alt den unødvendige stress, der normalt ville være i en børnefamilie, ved siden af et arbejde. Jeg vil hellere spare og leve småt og så have tid med dem jeg elsker. Det er en vigtig prioritering for mig. Jeg vil gerne sammen med mine børn gå lange ture i skoven, meditere på en træstamme ved søen, bruge 2 timer på at handle i SuperBrugsen, fordi børnene vil deltage og lære. Jeg vil gerne give mine børn mulighed for, at sove længe, da jeg føler, at søvn er en vigtig faktor for en god livskvalitet.

Milan har mange gode venner i dagplejen og vi vil fremover bruge dagplejen som legestue et par gange om ugen. Når Mikkel starter op i dagplejen, får Milan selv mulighed for at vælge, om han vil med far på arbejde eller være sammen med lillebror og jeg. Dem vi kommer til at bruge meget tid på fremover, er min storesøster og hendes to dejlige unger. De bliver nemlig også passet hjemme og i den forbindelse skal vi ud og opleve en masse sammen. Det bliver så fedt og jeg er dybt taknemmelig over, at have mulighed for at tilbringe så meget tid med min søster og mine fantastiske nevøer.

Mange tænker måske: Men hvorfor arbejdede jeg så i dagplejen, hvis min drøm var at være hjemmegående? Jeg har altid elsket at arbejde med børn og at gøre en forskel for andre. Da jeg tog min uddannelse som pædagogisk assistent og var ude i praktikkerne, gik det virkelig op for mig, at jeg drømte om at være med til at skabe et institutionsliv fyldt med kærlighed og hvor der vigtigst af alt, var tid til kys og kram og tid til at putte og yde den omsorg, som alle de her skønne unger fortjener at få. Jeg er vildt glad for, at have arbejdet i dagplejen og det er virkelig et fantastisk sted min mor og jeg har skabt. Vi har de mest fantastiske børn og forældre og vi er en lille familie. Min mormor skal jo arbejde i dagplejen i de her 4 måneder, inden Mikkel skal starte og derudover har min lillesøster og hendes kæreste valgt at være frivillige i en tid. Der kommer altså til at være 4 voksne til 10 børn. Dét synes jeg er vildt fedt.

Der findes så mange gode dagplejere, som går ind for blid pasning. Til jer som søger en, vil jeg varmt anbefale Facebook gruppen “Blide dagplejere – søg, find, tilbyd blød børnepasning” og så vil jeg selvfølgelig også anbefale min mor og hendes dagpleje, som i sandhed er det bedste pasningstilbud, jeg kender til.

En masse kærlighed og positive vibes herfra 🙂

Dette indlæg har 4 kommentarer

  1. TH

    Hej Martinna! Først og fremmest vil jeg gerne sige, at du er en kæmpe inspiration!! Jeg har endnu ingen børn fået, men jeg bliver virkelig draget af dine tanker og overvejelser!
    Jeg vil bare spørge, når du er hjemmegående, har du så tænkt over pensionen?

  2. Freja

    Hej Martinna
    Jeg synes, det er dejligt, du følger dit hjerte og gør det, du synes, er rigtigt for din familie. Jeg håber ikke, du synes, det her spørgsmål er for privat, men jeg undre mig bare.
    Du skriver selv, I kommer til at leve sparsomt, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan du tænker, det hænger sammen med jeres valg af økologi. Jeg køber selv meget økologisk, og ved derfor også, at det koster kontra ikke at købe økologisk. Er det et sted, du tænker, I bliver nød til at spare eller hvordan ser du jeres økonomi i forhold til en familie på 4, der udelukkende køber økologisk.

    1. Cellina Martinna

      Mad og økologi er ikke umiddelbart et sted, vi har tænkt os at spare. Det betyder meget for mig, at vi spiser økologisk. Jeg er efterhånden ved at være ret god til at spotte de gode tilbud og handle stort ind, når der er 25 % på økologi og det hjælper en del på det 🙂

  3. Mille

    Hvad præcis er blid pasning?

Skriv et svar