DERFOR SKAL MINE BØRN IKKE I PASNING!

Viklebarn

Da Milan kom til verden for snart 2,5 år siden, ændrede mit liv sig markant. Lige fra det øjeblik han blev født og lagt op på min mave, følte jeg en enorm trang til bare, at tage mig af ham og holde ham tæt i mine arme for evigt. Det var en enorm overvældende følelse af lykke og kærlighed og jeg tænker, at alle mødre må kende til lige netop denne følelse.

Vi havde en lang og dejlig barsel sammen. Jeg forlængede min barsel, så længe det overhovedet var muligt og det blev til knapt 16 måneder. Jeg bar ham i en vikle hver dag, han sov alle hans lure i min favn, jeg ammede ham konstant og vi var virkelig bare i den der barselsbobbel. Han var med mig over alt og han blev aldrig passet af andre.

Da han så blev de her 16 måneder, startede jeg op som privat dagplejer med min mor og den skulle Milan selvfølgelig også være en del af. Det var nemlig en alternativ løsning på, at jeg kunne tjene penge, men samtidig have ham hos mig i alle døgnets timer. For Mikkel og jeg var det nemlig aldrig et spørgsmål, om Milan skulle i pasning eller ej, for det ville have været det mest unaturlige i hele verden.

I min rolle som mor har det altid (!) været virkelig vigtigt for mig, at følge mit hjerte og min intuition. Også selvom at jeg oplevede folk rynke på næsen, når jeg igen kom travende med min baby på maven og folk begyndte at stille spørgsmålstegn ved, om drengen aldrig skulle lære at gå. (No worries, slyngemødre. Han gik da han var 11 månder ;)) Jeg smilede bare, det ramte mig sjældent, for jeg vidste at det var det helt rigtige for mit barn og jeg. Han var jo mit barn = mit ansvar.

Slyngebarn Bedstemor og bedstefar

Jeg vidste godt, at uanset hvor omsorgsfuld, kærlig og dygtig en pædagog/pædagogmedhjælper jeg ville møde i de forskellige pasningstilbud, ville de aldrig nogensinde se på mit barn, på samme måde som jeg gør. Det ville aldrig være oprigtig kærlighed. I ved, den der kærlighed helt nede fra maven af. Den kærlighed som kun en mor og far kender til. Jeg er ligeglad med hvad andre mener – for mig er det unødvendige bekymringer, hvor vigtigt det er, at være social med andre børn, at det er vigtigt at børn løsriver sig fra deres forældre og at de udvikler sig og bliver selvstændige, når de er i pasning. For mig er det ukorrekte påstande. For hvad er et godt, socialt netværk? Er det at blive afleveret i en institution hver dag med mange andre børn? Som voksen vil jeg hellere have et par enkelte nære venner og selv vælge, hvem jeg vil bruge min tid med og det tænker jeg egentlig også, at mit barn helst vil. Når jeg vælger at passe Milan selv, så har jeg et ansvar for at han møder andre mennesker – men jeg mener ikke at det betyder, at det skal være jævnaldrende børn. Jeg ønsker at mine børn skal være sociale med alle mennesker, børn som voksne. Milan har aldrig manglet noget som helst socialt. Han har været vant til børn omkring sig, lige siden den dag han blev født og han har en masse gode og nære relationer, både til voksne og børn.

Nogen mener at børn skal løsrive sig fra deres forældre. Jeg tænker at den adskillelse kommer helt naturligt, når barnet selv er klar til det og ikke fordi barnet er tvunget ud i det. I øvrigt vil jeg gerne have at mit barn ønsker at følge mig og være tæt knyttet til mig. Derfor føler jeg ikke, at løsrivelse på nogen måde er noget jeg ønsker. Jeg tænker at selvstændige børn er netop det man får, når man giver sit barn alt den her tryghed og kærlighed. Når barnet bliver mødt på den her måde og får respekteret og opfyldt sine behov for tryghed og kærlighed, vil barnet helt naturligt have lyst til at lære, lyst til at udvikle sig og lyst til at være social. Til jer mødre, som så gerne vil passe jeres børn selv – gør det! Og luk af for alle de fordomme, I vil møde på jeres vej. Jeg lover jer at det er det hele værd. Det gør virkelig mit hjerte ondt, at der er mødre derude, som ønsker at passe deres børn selv, men som ikke har mulighed for det. Det burde være en mulighed for alle!

Jeg er faktisk ligeglad med, hvad andre forældre vælger at gøre. Jeg har fuld respekt for andre og at de lever et liv, som giver mening for dem. Det er ikke op til mig at ændre på andre og det ønsker jeg heller ikke. Men jeg skriver dette til de forældre, som inderst inde kan nikke genkendende til mine følelser og tanker omkring pasning. Der skal være plads til alle.

Jeg tænker tit over, hvor kort livet egentlig er og hvor meget jeg gerne vil nå. Og så spørger jeg altid mig selv: “Hvad er det vigtigste i mit liv?” og det er altid min familie, som kommer frem først. Og er det så ikke der jeg skal investere min tid? Jo, det er det. For jeg vil ikke se tilbage på mit liv om 10-20 eller 50 år og tænke, at jeg burde have brugt min tid anderledes. Jeg ved at jeg aldrig nogensinde kommer til, at fortryde alt den her tid, jeg vil bruge på mine børn. De er det vigtigste i mit liv og jeg elsker dem over alt på jorden. Mit eneste vigtige formål i dette liv er, at sørge for at mine børn er glade. Det er nemlig lykke for mig.

Glade unger

Dette indlæg har 10 kommentarer

  1. Julie

    Ville du også undervise Milan hjemme eller skal han i en “almindelig” folkeskole ☺️

  2. Chanel

    Hvis man har samme ønske, hvordan kan man så gøre det og få det til at fungere rent økonomisk? Jeg er også selv på barsel, men ønsker virkelig at passe min datter selv i alt den tid jeg kan!

  3. Linnea

    Jeg følger lige med ift. Chanels spørgsmål. Det vil jeg nemlig også gerne vide mere om 🙂

  4. Tina

    Tak for at dele dine tanker. Jeg går med præcis de samme tanker men kan mærke at det går mig rigtig meget på at andre i min omgangskreds er så skeptisk over at jeg vil tage min dreng på 18 mdr ud af vuggestuen og at han skal blive hjemme ved mig og lillesøster. Da han startede i vuggestue gjorde han det stik i mod min mavefornemmelse og har fortrudt så mange gange siden. Nu har jeg muligheden for at passe ham hjemme. Bliver bare så usikker på om jeg kan gøre det godt nok, når min omgangskreds nu synes det er en dårlig ide. Deres argumenter er om jeg nu kan aktivere ham nok, om han bliver asocial og for afhængig af mor du kender sikkert hele smøren 😉 men tak for de ærlige ord det er fedt du er så sikker på dig selv som mor. Meget inspirerende 🙂

    1. Cellina Martinna

      Du vil altid være den bedste for din dreng og hvis du virkelig drømmer om at gå hjemme med ham, er der ingen tvivl om, at det er dét du skal! Luk af for de negative meninger. Selvfølgelig er du god nok! <3

  5. Jeannette Luna Westermann

    Jeg er mor til 6.. Har altid passet mine børn selv, nat og dag. Min x mand fik mit fradrag dengang børnene var små, og vi levede for det vi havde. Vi manglede intet, og slet ikke nærvær og kærlighed. Det kan lykkes for dem som virkelig ønsker, at det skal ske.
    Jeg har fået en efternøler, sim nu er 2 år. Jeg læser til Sicialrådgiver på Elæring, så jeg opdrager og følger min søn selv, som jeg gjorde med mine 5 første. Har ikke sat dem i verden for at andre skal forme dem. Jeg er stolt og glad for mine beslutninger.

    1. Cellina Martinna

      <3

  6. Stine

    Super godt indlæg. Ift dit tidligere indlæg om at det har været hårdt for Milan at være så mange timer i dagplejen sammen med dig, tænker I så at du skal gå hjemme med Elliot og Milan? Kan I få det til at løbe rundt økonomisk alene på Mikkels løn – jeg håber det er ok at jeg spørger? 😊 Jeg har ikke lige fået med hvad Mikkel laver 😊
    For mig er det rigtige at gå på arbejde. Jeg har taget en lang uddannelse og det giver mig noget fornyet energi at komme ud og bruge mig selv på en anden måde. Jeg mener det er ok at gøre noget for sin egen skyld, hvis det er med til at gøre dig til en gladere og bedre mor. Jeg nyder helt vildt at være på barsel og jeg frygter når den er slut, men jeg ved fra sidst at det giver mig et boost og en opkvikning at komme afsted igen. Vi arbejder dog på at få råd til at jeg kan gå lidt mere ned i tid, netop for at drengene ikke skal være så længe i dagpleje.
    Jeg er for øvrigt helt enig med dig i at børn sagtens kan få deres socialt behov og udvikling opfyldt selvom man går hjemme med dem. Det modsatte er efter min opfattelse et meget misforstået argument.
    Har du egentlig selv taget noget uddannelse eller hvad lavede du inden Milan blev født?

    1. Cellina Martinna

      Jeg tænker at man skal gøre det, som føles rigtigt for én selv og sin familie. Ingen tvivl om det <3
      Inden jeg gik på barsel med Milan, tog jeg en pædagogisk assistent uddannelse. Mikkel er lige nu i gang med samme uddannelse og er færdig til november, hvorefter han overtager min stilling i dagplejen.
      Jeg skriver snart et indlæg om økonomien som hjemmegående 🙂

  7. bell

    Hej
    Jeg har et spørgsmål og det er
    du siger at du startede op som privat dagplejer?
    og det kan godt være at det lyder dumt, men det har jeg altså også i mine tanker, da jeg ikke vil forlade mit barn

    men spørgsmålet er:
    skal man ikke have en pædagog uddannelse først?

Skriv et svar til Cellina Martinna Annuller svar